‘Seven’ i 1995. ‘Zodiac’ i 2007. ‘The Girl with the Dragon Tattoo’ i 2011. Og nu ‘Mindhunter’ i 2017.
Ingen andre store Hollywood-instruktører har været i nærheden af at beskæftige sig så meget med seriemordere som David Fincher. Men hvad er det, der driver ham mod dette morbide stofområde gang på gang?
Et gennemgående træk synes at være et ønske om at forstå seriemordernes sind og motiver – monsterets psykologi. Og det er netop, hvad ‘Mindhunter’ kommer til at fokusere på med sin historie om de FBI-agenter, der helt mod gængs praksis i 70’erne mener, at man er nødt til at sætte sig ind i seriemordernes tankegang for at kunne opklare forbrydelserne.
»How do we get ahead of crazy, if we don’t know how crazy thinks?«, som FBI-agent Bill Tench siger i serien.
Finchers egen forklaring er dog anderledes prosaisk, ja, nærmest mistænkeligt uinteresseret.
Efter premieren på ‘The Girl with the Dragon Tattoo’ i 2011 blev David Fincher af en Time-journalist spurgt: »Hvorfor så mange seriemorder-film?« Finchers svar lød: »Hvis jeg selv finansierede mine egne film, så ville det ganske rigtigt fremstå meget suspekt. Men jeg reagerer ud fra manuskripter, som folk sender til mig«.
I modsætning til mange andre auteurs skriver David Fincher ikke sine egne film. Til gengæld arbejder han ekstremt tæt med manuskriptforfatteren, og han har igennem sin karriere haft et usædvanligt skarpt øje for at udvælge de mest interessante projekter.
Og det egentlige svar på Time-journalistens spørgsmål stikker nok også dybere end som så. Men mere end at det er seriemorderne selv, der fascinerer den egenrådige instruktør, handler det nok om muligheden for at dykke ned i den menneskelige psykes mørkeste sider. Med ’besættelse’ som et gennemgående og muligvis delvist selvbiografisk tema.
‘Seven’: Connect the dots!
Efter sin katastrofale debutfilm ‘Alien 3’ læste Fincher ikke et nyt manuskript i halvandet år.
»Jeg ville hellere dø af tarmkræft end at lave en film mere. Så læste jeg ‘Seven’, og jeg tænkte, der er noget så perverst ved det her«, forklarede Fincher til filmkritikeren Amy Taubin kort efter premieren på ’Seven’ i 1995.
»Jeg har aldrig tænkt, at det var en voldelig film. Det hele finder sted efter scenen, hvor vi ser morderen stalke en eller anden… Hun er i badet, han er uden for vinduet… men det, som jeg fandt spændende ved manuskriptet, var connect-the-dots-aspektet. Det er en connect-the-dots-film, der leverer, hvad angår umenneskelighed. Den er psykologisk voldelig. Den antyder så meget, ikke om hvorfor du gjorde det, men hvordan du gjorde det. Den har det element ved ondskab, som er realistisk«.
‘Seven’ handler om jagten på en religiøst motiveret seriemorder, som udvælger sine ofre ud fra de syv dødssynder. Det er først efter de to første mord, hvor den på det tidspunkt uidentificerede morder bevidst har efterladt spor, herunder ordene ‘frådseri’ og ‘grådighed’, at homicide-detektiverne Somerset (Morgan Freeman) og Mills (Brad Pitt) genkender mordene som en del af de syv dødssynder. Det er op til Somerset og Mills at forbinde de forskellige clues og finde ud af, hvem morderen er, og hvad der driver ham. De opdager, at en mand ved navn John Doe (Kevin Spacey) har lånt en række bøger om de syv dødssynder på biblioteket, og i hans lejlighed finder de hundredevis af håndskrevne journaler, der giver et indblik i John Does forskruede verdenssyn.
Filmens manuskriptforfatter, Andrew Kevin Walker, har forklaret til Uproxx, at idéen opstod, da han flyttede fra en idyllisk forstad til New York og oplevede et kulturchok. »Idéen om de syv dødssynder var en reaktion på at leve i New York, og forsøge at sætte mig selv ind i en John Doe-tankegang, hvor du kunne gå ned af gaden og se hver eneste dødssynd på hvert eneste gadehjørne. Hvad hvis nogen var ekstra overfølsomme over for disse uretfærdigheder? Det var der, idéen kom fra«.
Det skulle langt fra blive sidste gang, David Fincher beskæftigede sig med en seriemorders misantropiske livsfilosofi.
‘Zodiac’: Finchers ultimative researchbesættelse
Tolv år efter ‘Seven’ kastede David Fincher sig over sit næste seriemorderprojekt. Fincher var faktisk sat til at instruere en filmatisering af det mystiske og grusomme Black Dahlia-mord i Los Angeles i 1947, som medførte intens mediedækning og involverede en lang vifte af mistænkte. Morderen blev aldrig fundet. Da projektet faldt til jorden, blev Fincher kontaktet af manuskriptforfatteren James Vanderbilt og forfatteren af bogen ‘Zodiac’, Robert Graysmith, som på baggrund af ‘Seven’ ønskede, at Fincher skulle instruere filmatiseringen af Graysmiths bog.
Fincher kunne huske Zodiac-seriemorderen fra sin barndom. Instruktøren voksede op i Marin County i det nordlige Californien og var syv år, da frygten spredte sig i lokalområdet i 1969.
»Jeg kan huske, at jeg kom hjem fra skole og fortalte, at en patruljevogn havde fulgt efter vores skolebus i et par uger. Og min far, som arbejdede hjemmefra, og som havde en tør humor og ikke var kendt for at lægge fingrene imellem, vendte sig langsomt i sin stol, og sagde: ’Nå ja. Der er en seriemorder, som har myrdet fire eller fem personer, og som kalder sig selv Zodiac. Han har truet med at tage en sniper-riffel og skyde dækkene ud på en skolebus og derefter skyde børnene, når de kommer ud af bussen««, har Fincher fortalt til en spørgesession i New Orleans.
Det var den samme fornemmelse, der tiltrak Fincher ved ‘Seven’, forklarede han – den frygtfulde kraft ved den fremmede iblandt os. »Det var, hvad Zodiac var for en syvårig, der voksede op i San Anselmo. Han var den ultimative bogeyman«.
Zodiac-seriemorderen opererede i det nordlige Californien i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne. Morderen myrdede officielt fem personer, men pralede selv af at have dræbt 37. I en række hånende breve til lokalpressen i Bay Area-området tillagde morderen sig selv navnet Zodiac. Brevene indeholdt fire kryptogrammer, hvoraf kun et enkelt er blevet definitivt løst, samt blodigt tøj fra ofrene. I et af brevene løfter Zodiac lidt af sløret for sine dybt misantropiske motiver:
»Jeg er glad for at dræbe folk, fordi det er så sjovt. Det er sjovere end at dræbe vilde dyr i skoven, fordi mennesket er det farligste dyr af dem alle. At dræbe noget er den mest spændende oplevelse. Det er endnu bedre end at have sex med en kvinde. Det bedste ved det er, at når jeg dør, vil jeg blive genfødt i paradis, og alle dem, jeg har slået ihjel, vil blive mine slaver. Jeg vil ikke give jer mit navn, for I vil prøve at forsinke mig eller sætte en stopper for min samling af slaver i mit liv efter døden«.
I ‘Zodiac’ følger vi San Francisco Chronicle-tegneren Robert Graysmith (Jake Gyllenhaal) og SFPD-betjenten David Toschi (Mark Ruffalo), som forsøger at opklare Zodiacs identitet, både i årene, hvor mordene finder sted, og mange år senere. Ligesom en af Finchers favoritfilm, ‘All the President’s Men’, handler ‘Zodiac’ også »om en reporter, som er fast besluttet på at skaffe historien for enhver pris, en reporter som er ny indenfor den undersøgende journalistik. Det handler alt sammen om hans besættelse for at nå frem sandheden«, fortalte Fincher i ’Zodiac’s produktionsnoter.
Der er formentlig gået både en god undersøgende journalist og en god drabsdetektiv tabt i Fincher. Fincher brugte måneder på, sammen med manuskriptforfatteren, at tage rundt og interviewe alle relevante levende personer for at se dem i øjnene og finde ud af, om han stolede på deres forklaring. Få film er så velresearchede som ‘Zodiac’. Filmholdet fandt tilmed frem til beviser, som politiet oprindeligt havde overset. Det er bare ét eksempel på, hvordan besættelsen, der præger filmens karakterer, også spejler Fincher, som har ry for at være en kompromisløs og temperamentsfuld instruktør.
‘Seven’ og ‘Zodiac’ er meget forskellige i deres tone, men bygger begge på den psykologiske terror, som seriemorderen spreder, og hovedpersonernes indædte kamp for at opklare morderens identitet. Efter premieren på ‘Zodiac’ udtalte Fincher til Time Out: »Vil jeg nogensinde lave endnu en seriemorderfilm? Man skal aldrig sige aldrig. Jeg har ikke planer om det. Men jeg har heller ikke planer om at undgå det«.
‘The Girl with the Dragon Tattoo’: Civilisation som illusion
Både ‘The Game’ og ‘Fight Club’ var langt hen ad vejen psykologiske mindfucks. Og med Frank Underwoods luskede psykologiske spil i ‘House of Cards’ og Amy Dunnes voldsomme narcissisme i parforholdsthrilleren ‘Gone Girl’ gik Fincher igen og igen i dybden med voldelige og afvigende sind.
I ‘The Girl with the Dragon Tattoo’ var det så igen tid til at gå i dybden med seriemorderens psykologi. Denne gang med afsæt i misogyni og vold mod kvinder i filmatiseringen af Stieg Larssons ‘Mænd der hader kvinder’.
»Behøver jeg lave én til seriemorderfilm i resten af mit liv? Nej. Men jeg havde ikke set disse to mennesker. Jeg havde set folk tage personer fra forskellige sider af gaden og sætte dem sammen for at opklare et mordmysterium. Men jeg havde ikke set denne kombination«, forklarede Fincher til Firstshowing. Efter Mills og Somerset i ‘Seven’ og Graysmith og Toschi i ‘Zodiac’ var Mikael Blomkvist (Daniel Craig) og Lisbeth Salander (Rooney Mara) den hidtil mest umage detektivduo i Finchers filmografi.
Et tema, der går igen i ‘The Girl with the Dragon Tattoo’s udgave af en seriemorder, er individet iblandt os, som spiller efter nogle helt andre moralske spilleregler end alle andre. Efter premieren i december 2011 blev Fincher interviewet af Time. »Der har været en mærkelig udvikling med vold i Skandinavien på det seneste, som ligger sig i forlængelse af denne bog. Er civilisation en illusion?« spurgte intervieweren. Fincher svarede: »Jeg vil sige det sådan, at civilisation er en aftale, vi har indgået. Og en gang imellem løber du ind i personer, der ikke fik det memo«.
‘The Girl with the Dragon Tattoo’ handler om journalisten Mikael Blomkvists undersøgelse af, hvad der skete med en kvinde fra en rig familie, som forsvandt 40 år tidligere. For at opklare mysteriet indgår han et samarbejde med hackeren Lisbeth Salander. Stellan Skarsgård spiller den kvindehadende seriemorder Martin Vanger, der i slutningen af filmen fanger Mikael Blomkvist i sin kælder.
»De ved alle sammen, at det er slut, ligesom du gør nu, men alligevel tror de altid, at de har en chance. Måske hvis jeg siger det rigtige? Måske hvis jeg er høflig? Hvis jeg græder, hvis jeg tigger. Og når jeg ser håbet blive drænet fra deres ansigt, ligesom det bliver fra dit nu, kan jeg mærke mig selv blive hård. Vi er ikke så forskellige os to, vi har begge drifter. At tilfredsstille mine kræver bare flere håndklæder«, forklarer Skarsgårds karakter, som må beskrives som inkarnationen af ondskab.
I Niels Arden Oplevs filmatisering fra 2009 forklarer Martin Vanger, at han bare gør, hvad alle mænd drømmer om: At tage hvad de vil have.
‘Mindhunter’: Inde i seriemorderens sind
Et af de mange temaer i Stieg Larssons bog synes at være en undersøgelse af spørgsmålet om, hvor ansvarlig en kriminel er for sine egne handlinger. Hvor man i gamle dage havde en tendens til at placere skylden ved den kriminelles medfødte ondskab, er det nu blevet moderne at forklare morderiske ugerninger med eksempelvis en dårlig barndom eller fattigdom.
Her tilhører Salander den gamle skole, idet hun holder sin voldtægtsmand personligt ansvarlig.
Hvorvidt nogle personer fødes som mordere eller formes til det undervejs i sit liv, er et af de temaer, som Fincher vender tilbage til i ‘Mindhunter’. »Bliver kriminelle født, eller bliver de formet?’« spørger en professor i Netflix’ nye store satsning, som er baseret på bogen ‘Mind Hunter: Inside the FBI’s Elite Serial Crime Unit’.
Bogen er skrevet af en tidligere enhedschef i FBI, John E. Douglas, som var en af de første til at arbejde med kriminel profilering, og som har skrevet flere bøger om kriminel psykologi. Jack Crawford-karakteren fra Hannibal Lecter-bøgerne er baseret på John E. Douglas.
Hovedpersonerne i ‘Mindhunter’ er Holden Ford (Jonathan Groff) og Bill Tench (Holt McCallany), special agents i FBI’s Behavorial Science Unit. Førstnævnte karakter er baseret på Douglas selv. ‘Mindhunter’ foregår i 1979 og handler om Ford og Tench, der interviewer fængslede seriemordere for bedre at forstå, hvordan den slags kriminelle tænker, og for at bruge denne viden til at løse eksisterende sager.
Vi er tilbage i æraen, hvor kriminel psykologi for alvor udviklede sig, og hvor seriemordere som John Wayne Gacy og Ted Bundy fik stor opmærksomhed. »For 40 år siden blev jeres FBI grundlagt i jagten på John Dillinger. I dag har vi ekstrem vold mellem fremmede«, lyder det i traileren, mens et foto af Charles Manson projekteres op på en væg under et møde på et FBI-kontor.
Den blågrå farvepalette og skyggerne i ‘Mindhunter’ bringer mindelser om ‘House of Cards’, Netflix’ første kæmpesucces, som ligeledes blev designet af Fincher for fire et halvt år siden. Forventningerne er store til serien, som allerede har fået grønt lys til en sæson 2. Ikke mindst fordi den markerer David Finchers tilbagevenden til et emne, han gang på gang har vist sig at excellere i: To hovedpersoner, der jager en seriemorder, mens de prøver at sætte sig ind i morderens tankegang.
Som hovedpersonen Ford prøver at forklare skeptiske FBI-bosser i ’Mindhunter’: »You want truffles? Then you gotta get in the dirt with the pigs«.
‘Mindhunter’ får premiere på Netflix på fredag den 13. oktober.
Læs også: David Finchers yndlingsfilm – og hvad de siger om ham