David Fincher er snart aktuel med Netflix-serien ’Mindhunter’, der følger en ’Silence of the Lambs’-lignende FBI-afdeling, der som de første specialiserer sig i at fange seriemordere ved at forstå deres forskruede psykologi og samarbejde med allerede fængslede af slagsen.
Fincher startede karrieren som 28-årig med den, på daværende tidspunkt, dyreste instruktørdebut nogensinde, ’Alien 3’. En franchise, han senere har udtalt, at han aldrig skulle have tilsluttet sig.
Filmens overordentligt hårde medfart fik ham næsten til at droppe karrieren, før den overhovedet var begyndt. Men med ’Seven’ og ’Fight Club’ satte han dagsordenen for 90’erne og blev en af de mest efterspurgte instruktører i Hollywood. Anerkendt for sit stilistiske og fortællemæssige talent – berygtet for sin perfektionisme.
Listen over hans yndlingsfilm, som vi har genopdaget via No Film School, afspejler en opvækst i 1970’ernes USA – en lettere overraskende hang til musicals og komedier.
Listen
Butch Cassidy and the Sundance Kid (George Roy Hill, 1969)
Chinatown (Roman Polanski, 1974)
Dr. Strangelove (Stanley Kubrick, 1964)
The Godfather 2 (Francis Ford Coppola, 1974)
Taxi Driver (Martin Scorsese, 1976)
Being There (Hal Ashby, 1979)
All That Jazz (Bob Fosse, 1979)
Alien (Ridley Scott, 1979)
Rear Window (Alfred Hitchcock, 1954)
Zelig (Woody Allen, 1983)
Cabaret (Bob Fosse, 1972)
Paper Moon (Peter Bogdanovich, 1973)
Jaws (Steven Spielberg, 1975)
Lawrence of Arabia (David Lean, 1962)
All the President’s Men (Alan J. Pakula, 1976)
8½ (Federico Fellini, 1963)
Citizen Kane (Orson Welles, 1941)
Days of Heaven (Terrence Malick, 1978)
Animal House (John Landis, 1978)
Road Warrior (George Miller, 1981)
The Year of Living Dangerously (Peter Weir, 1982)
American Graffiti (George Lucas, 1973)
Terminator (James Cameron, 1984)
Monty Python and the Holy Grail (Terry Gilliam, Terry Jones, 1975)
The Exorcist (William Friedkin, 1973)
The Graduate (Mike Nichols, 1967)
Hvordan de har præget hans film:
Efter at have set ’Butch Cassidy and the Sundance Kid’ vidste Fincher efter sigende, at han skulle være filmskaber. Senere fulgte han nøje med, da George Lucas optog ’American Graffiti’ i nærheden af Finchers highschool. Lucas’ special effects-firma, Industrial Light and Magic, blev sidenhen startskuddet for Fincher, der fik sin første filmkreditering som assisterende kameramand på ’Jedi-ridderen vender tilbage’.
De to film blev Finchers introduktion til faget, men man forbinder ikke umiddelbart instruktørens egne værker med Hill og Lucas’ film, der tilhører den lettere afdeling af Hollywood.
70’er-thrilleren ’All the President’s Men’ og neo-noir-filmen ’Chinatown’ kommer med deres stringente plots og dystre fortællinger nærmere instruktørens egne og giver særdeles god mening med tanke på Finchers forkærlighed for detektivfortællingen. Fincher dyrker den veleksekverede fortælling, hvis omhyggelige konstruktion og talrige hårnålesving altid holdes op mod noget simpelt som et detektivplot i ’Zodiac’ eller home invasion-genren i ’Panic Room’.
Spændingsmesteren Alfred Hitchcock og ’Rear Window’ er desuden svær at komme uden om. Ligesom Hitchcock bevæger Fincher sig mellem mange forskellige genrer, men fællesnævneren er altid den neglebidende intensitet, som Fincher kan frembringe i et simpelt scenarie. ’Panic Room’ vender i mange henseender bunden i vejret på ’Rear Window’ og tager os ind i lejligheden, som James Stewart kun kunne betragte udefra i Hitchcock-klassikeren.
Inspirationen fra spændingsfilmene er tydelig, men ’Taxi Driver’ er hovedkilden til Finchers værker, hvor særligt hans dystre portræt af The Big Apple i ’Seven’ læner sig op ad Scorseses hovedværk.
Fincher bad i øvrigt Jesse Eisenberg om at nærstudere Robert De Niro i ’Taxi Driver’ forud for rollen som Mark Zuckerberg i ’The Social Network’. For selvom filmen er markant anderledes, har den en mindst lige så psykologisk kompleks karakter i centrum.
Den 54-årige instruktør er optaget af ’tænkende’ karakterer, hvis komplekse psykologiske udvikling ofte fungerer som drivkraften for en hel film – nøjagtig som De Niros Travis Bickle i ’Taxi Driver’ eller Michael Corleone i ’The Godfather 2’. Tænk bare på ’Fight Club’, der på overfladen ligner en moderne messiasfortælling, men som i virkeligheden er et karakterstudie af en skizofren.
En væsentlig inklusion er desuden Steven Spielbergs ’Jaws’, der har gjort et stort indtryk på Fincher. Instruktøren har udtalt, at han ikke har badet i havet, siden han så filmen, men vigtigere endnu har filmen været en stor inspiration for Finchers take på bredt funderede film.
Ligesom Fincher tilfører Spielberg psykologisk raffinement til en high-concept-film, der ofte indebærer et hvad-nu-hvis-præmis. Hvad nu hvis nogen brød ind i dit hjem som i ’Panic Room’, eller hvad nu hvis du blev født tudsegammel og i stedet blev yngre år for år som i ’The Curious Case of Benjamin Button’. Det, der definerer Fincher, er netop, at han formår at forene high-concept og store budgetter med imponerende psykologisk dybde.
Hvad listen afslører om ham:
David Fincher er på sin vis groet fast i det årti, han blev født ind i: 70’erne. Næsten alle instruktørens valg falder på film fra New Hollywood-æraen, og selvom det er svært at sætte en finger på udvalget – klassikere en masse – stråler mangfoldigheden ikke just ud af listen.
Lige så meget som Fincher elsker mesterværker, afskyr han tilsyneladende undertekster. Der er kun levnet plads til enkelte europæiske titler med Fellinis ’8½’ som den eneste ikke-engelsksprogede film på listen.
Det er der mange europæiske instruktørlegender, der vil blive kede af, ligesom man kan undre sig over, at Fincher ikke har opdaget de nyere asiatiske krimithrillers, der ligger tæt op ad Finchers boldgade, som Bong Joon-hos ’Memories of Murder’ eller Park Chan-wooks ’Oldboy’? Måske ser den hårdføre instruktør dem bare mere som konkurrenter end forbilleder.
Fincher har i et interview udtalt, at grundlaget for hele hans karriere er, at »mennesker er perverse«. I det lys kunne man godt have ønsket sig flere slibrige kuriøsiteter. Til gengæld indkapsler listen fint hans livssyn, som han har formuleret det i et interview:
»Nogle mennesker tager i biografen for at blive påmindet om, at alting er ok. Jeg laver ikke den slags film. Det er for mig en løgn. Alting er ikke ok«.
Læs også: Coen-brødrenes yndlingsfilm – og hvad deres valg siger om dem