Historiefortællingsnummeret er en central del af hiphophistorien. Det er måske ikke det mest fashionable format i dag, men engang skulle enhver rapper, der ville gøre krav på at være blandt de bedste i genren, kunne fortælle en hel, sammenhængende historie på én sang.
Biggie lavede ’I Got a Story To Tell’, Tupac lavede ’Brenda’s Got a Baby’, og Nas tog historiefortællingen til et nyt niveau med konceptuelle historiefortællinger som ’Rewind’ og ’I Gave You Power’ – henholdsvis en historie rappet baglæns og en historie fortalt fra en pistols perspektiv.
Men ingen rapper perfektionerede historiefortællingen som Slick Rick. Den britisk-fødte rapper, der voksede op i New York, grundlagde med det klassiske ’The Great Adventures of Slick Rick’-album (1988) historiefortællings-tracket som central hiphopbyggesten med en helt unik vokalteknik, der stadig sætter spor i hiphoplandskabet den dag i dag.
Den ikoniske, enøjede rappers indflydelse er enorm og ville tage en hel bog at kortlægge, så blot de vigtigste her: Nas har sagt, at Slick Rick var som Jesus for ham (på J. Coles ’Let Nas Down (Remix)’), historiefortællings-avantgardisterne Outkast inviterede Slick Rick med på ’Da Art of Storytellin’’ som hyldest, og Snoop Dogg remixede Slick Rick-hittet ’Lodi Dodi’ på hans klassiske album ’Doggystyle’ fra 1993.
Slick Rick har fået sine props. Men hvori består historiefortællerens geni helt præcis?
Den første flerstemmige rapper
Det lyder måske simpelt, men det hele ligger i Slick Ricks revolutionære stemmebrug. For mens hans historier altid var humoristiske og gennemførte, var det frem for alt rapperens enestående levering, timing og stemmeføring, der løftede historierne til et højere plan.
Bloggeren og rapperen JayQuan fra hjemmesiden The Foundation har lavet en ret spændende, 45 minutter lang gennemgang af Slick Ricks exceptionelle stemmebrug, og han kommer helt grundlæggende frem til, at det er rapperens levering (’vocals’, kalder han det) snarere end selve indholdet (’lyrics’), der er det bærende.
For mens lyrisk anlagte rappere som Nas skabte konceptuelle og komplekse historier, var Slick Rick mere lige til – ved første øjekast. Til gengæld kunne hans stemme skabe et helt persongalleri.
På ’Mona Lisa’ fra ’The Great Adventures of Slick Rick’ rapper han både som sig selv, sit alter ego og sangtitlens karakter: En pige, Slick Rick møder i en pizzabiks. Stemmerne cutter ind over hinanden i forskellige tonelejer og med forskellige accenter.
Det hele foregår i ret høj fart. Det er en hektisk historie, man bliver hevet ind i, og snart er man ligeså forvirret som hovedpersonen selv, der bliver hevet ind i en taxa af sin ven Trevor (som selvfølgelig også bliver imiteret). Det ender med, at Slick Rick kører væk i taxa, mens man hører Mona Lisa synge ’Walk On By’ af Dionne Warwick – stadig sunget af Slick Rick som karakteren Mona Lisa.
Selve historien – et kort møde med en kvinde, en pludselig afbrydes af en ven, der hiver ham ind i en taxa – er ikke så kompleks. Men fortællemåden er ved at eksplodere af overskud, legesyge og detaljerigdom.
Den bedste karakter, Slick Rick skabte
Der er ingen rapper siden, der med en lignende lethed har gjort kompleks flerstemmighed til sit kendetegn som Slick Rick, men faktisk er rapperens integration af karakterer blevet hængende.
Tænk blot på Kendrick Lamars ’To Pimp a Butterfly’, hvor vi ser en række karakterer og afskygninger af Compton-rapperen komme til orde på kryds og tværs af hinanden med forskellige tonefald. Hos Kendrick er konteksten selvfølgelig en helt anden, men flerstemmigheden er ikke milevidt fra Slick Ricks.
En anden rapper, der har skabt nogle af sine bedste sange ved hjælp af outrerede karakterer, der braser ind fra sidelinjen, er Nicki Minaj. Tænk på et af Minajs bedste vers, hendes feature på Kanye Wests ’Monster’, hvor hun ret nådesløst massakrerer sine mandlige med-rappere – blandt andet ved at rappe in character som sine kritikere med linjerne: »Forget Barbie, fuck Nicki cause she’s fake / she on a diet but her pockets eating cheesecake«.
Nicki Minajs stemmeføring er fuld af karikerede intonationer og udstrakte ord, hvilket også er en teknik, Slick Rick bruger. Minajs mest berømte karakter er desuden den britisk-talende Roman Zolanski, der nærmest synes bygget over Slick Rick. Den enøjede rapper er nemlig født i England og bruger – ligesom Zolanski – tit en overdrevet engelsk accent som komisk redskab i sangene.
Både den engelske accent og den teatralske stemmeføring var ret unikke, da Slick Rick begyndte at bruge dem i 1988 – en tid, hvor de fleste rappere prøvede at lyde hårde og gjorde deres stemmer dybere. Forestil dig en tid, hvor alle forsøger at rappe hårdt og kontant som Chuck D fra Public Enemy – og så kommer der en flamboyant, enøjet mand med afsindigt mange gigantiske guldkæder på, der rapper som en masse forskellige karakterer, også kvinder, med delvist britisk accent og overdramatisk stemmeføring! Det må have været ret unikt.
Og apropos flamboyant udseende: Slick Rick selv er nok den mest spændende karakter, han nogensinde har opfundet. Hans mange, tykke guldkæder og hans øjeklap er ikoniske dele af hiphophistorien. Det samme er rap-innovatørens egen historie, der overgår alle hans fortællinger i galskab: Han blev oprindelig fængslet for at have skudt sin bodyguard, der havde prøvet at afpresse ham for penge, hvorefter det længe så ud til, at hiphopikonet ville blive deporteret tilbage til fødelandet England – men han endte med at blive benådet af selveste New Yorks borgmester!
Dén kunne ikke engang Slick Rick selv have fundet på. Eller kunne han?