P3 lancerer nye musikprogrammer i 2018 – men lukker Barometeret

P3 lancerer nye musikprogrammer i 2018 – men lukker Barometeret
Andrew Moyo og Petra Nagel som værter til årets P3 Guld. (Foto: Kasper Månsson/Soundvenue)

Som en del af DR’s handlingsplan ‘Nye veje for musikken’ har P3 i disse tider fokus på at styrke deres musikprofil i det nye år. Det betyder nye programmer, men også et overraskende og trist farvel til et af P3’s stærkeste programmer Barometeret, tidligere kendt som Det Elektriske Barometer.

De nye tiltag indebærer blandt andet Andrew Moyos program Moyo Live, der alle hverdage skal sendes fra 12-14, og lørdag aften kommer det helt nye program Sovsen med Pelle Peter som vært, der udforsker hiphop og r’n’b. Programmet Sangskriver fra P7 rykker fremover til P3, og det samme gælder programmet Vidundergrunden fra P6 Beat.

Men de nye programmer betyder også, at gamle må lukke, og her er et af dem Barometeret.

»Barometeret har været en vigtig del af P3’s identitet, og når programmet har været på sit højeste har det i sin grundlæggende form været en fællesdagbog i lyd. Nu er tiden imidlertid kommet til at prøve noget nyt. Vi lukker Barometeret for at skabe en mere markant, mere varieret og mangfoldig aftenflade på P3 om søndagen. ‘Barometeret tilbyder noget af det samme som Tværs, der sendes umiddelbart før. For større variation i fladen erstatter vi det derfor med Vidundergrunden, der har et rent fokus på ny, dansk musik fra undergrunden, og hvor hjerte ikke altid behøver rime på smerte«, fortæller P3’s nye kanalredaktør Steffen Raastrup til DR.

Barometeret har eksisteret siden 1986 og kommer dog ikke til at lukke helt ned. Ifølge DR vil programmet fortsætte som podcast. Den sidste udgave af Barometeret på P3 sendes søndag den 17. december med tilbageblik og interviews med tidligere værter.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af