Vi udråber: De største kvindelige skuespillergennembrud i 2017

Forleden udråbte vi de mest bemærkelsesværdige skuespillergennembrud på mændenes side, og nu er det kvindernes tur. Når først man har set disse stortalenter excellere, glemmer man dem ikke igen – og de går en stor fremtid i møde.

Logan Browning (‘Dear White People’)

Netflix’ kontroversielle satire-serie ‘Dear White People’ fik en del folk op af stolene. Nok mest hvide. For serien har med stor finesse spiddet hele det hvide USA’s forhold til afroamerikanere med en god portion selvironi.

Logan Browning spiller hovedrollen som Samantha White, der er formand for sit universitets studenterforening for sorte, mens hun er vært for det radikale radioprogram Dear White People. Hun leder en større ideologisk racekampagne på campus, alt imens hun prøver at forlige sig med sin forelskelse i den hvide fyr Gabe. Vores anmelder priste serien for »skuespil i topklasse«, og Browning er bestemt et af seriens højdepunkter.

Indtil nu har hun kun været at finde på tv-skærmen, men med ’Dear White People’ går der nok ikke længe, inden hun vender snuden mod det store lærred.

Eili Harboe i ‘Thelma’.

Eili Harboe (’Thelma’)

Den norske mesterauteur Joachim Trier havde lige lavet film med Jesse Eisenberg og Isabelle Huppert, da han valgte at vende tilbage til Norge. Nu skulle han caste en norsk pige på omkring de 20 år til at spille en af årets mest komplicerede gyserkarakterer. Og efter mere end hundrede auditions fandt han hende.

Eili Harboe havde tidligere haft en række mindre roller i fire norske film, men hendes talent var ikke til at tage fejl af. I ’Thelma’ spiller hun titelrollen som den unge studerende, der finder ud af, at hun har overnaturlige kræfter, mens et hedt lesbisk forhold udfolder sig mellem hende og hendes medstuderende Anja.

’Thelma’ har allerede fået stor international bevågenhed efter verdenspremieren på den prestigefyldte filmfestival i Toronto tidligere på efteråret. Og langt de fleste kritikere har prist Harboe for hendes portræt af den splittede teenagepige, som står ansigt til ansigt med sine indre dæmoner. Harboe har endnu ikke nye projekter på tegnebrættet, men efter hendes formidable hovedrollepræstation har vi høje forventninger til hendes kommende roller.

Florence Pugh i ‘Lady Macbeth’.

Florence Pugh (‘Lady Macbeth’)

Iklædt pompøse kjoler slog Florence Pugh sit navn fast som et af Englands mest lovende talenter i William Oldroyds periodefilm ’Lady Macbeth’. Hun har allerede modtaget flere priser for sit portræt af den unge kvinde Katherine, der bliver gift bort til en lummer ældre herre, som nægter at vise hende bare den mindste flig af kærlighed.

Men da hun møder herregårdens nye karl, blusser en hed romance bag ægtemandens ryg, og det får vidtrækkende konsekvenser. Florence Pugh tryllebinder lærredet med sit blotte bliks uhyggelige intensitet, når Katherine gradvist gennemgår en forvandling fra tilbageholden og usikker pige til seksuelt moden og herskende frue.

I 2018 kommer vi til at se en del til det britiske stortalent: Hun spiller blandt andet en af hovedrollerne i komediefilmen ’Fighting With My Family’ over for blandt andre Dwayne Johnson, mens hun også er at finde på rollelisten i ’The Commuter’ og David Mackenzies (’Hell or High Water) ’Outlaw King’.

Vicky Krieps i ‘Phantom Thread’.

Vicky Krieps (‘Phantom Thread’)

Hvis der er noget, som kan slå ens navn fast, så er det en hovedrolle i en Paul Thomas Anderson-film. Daniel Day-Lewis er godt nok løbet med størstedelen af opmærksomheden for ’Phantom Thread’, men over for ham ses luxembourgenseren Vicky Krieps, der leverer værdigt modspil til Day-Lewis’ perfide kjoledesigner.

Krieps spiller tjenerinden Alma, der vinder Englands førende kjoledesigner Reynolds Woodstocks gunst i 1950’ernes London. Han er en erklæret ungkarl, der vælger og vrager mellem en lang kø af kvinder, men det har Alma i sinde at ændre på. I starten er hun underdanig, men undervejs i filmen får hun flere gange bevist, at hun er Woodstocks ligemand, når hun lægger sin feminine sensitivitet på hylden og giver den højagtede designer kærkomment modspil.

’Phantom Thread’ er hendes første store rolle i en engelsksproget film, hvor hun tidligere har haft mindre biroller i ’A Most Wanted Man’ og ’Hanna’. Men det kommer snart til at ændre sig: Hendes kommende projekter tæller seriefortsættelsen til ubådsklassikeren ’Das Boot’, mens hun skal spille Marvin Gayes europæiske kæreste Eugenie Vis i den biografiske film ’Sexual Healing’.

Grace Van Patten i ‘The Meyerowitz Stories’.

Grace Van Patten (‘The Meyerowitz Stories’)

Indie-instruktøren Noah Baumbach slog igennem med ’The Squid and the Whale’ og har siden været en af de største mumblecore-instruktører med film som ’Greenberg’ og ’Mistress America’. Han er altid garant for at få det absolut bedste ud af sine skuespillere, og Grace Van Patten fra ’The Meyerowitz Stories’ er ingen undtagelse.

Van Patten spiller den kontrære teenagedatter Eliza, der ser sin arbejdsløse fars (Adam Sandler) liv krakelere, da de flytter hjem til den enormt selvoptagede bedstefar Harold (Dustin Hoffman). Castet er noget nær perfekt, men det er særligt samspillet mellem Sandler og Van Patten, der rammer en lige i hjertekulen. For eksempel i en af filmens stærkeste sekvenser, som vores filmredaktør hyldede tidligere på året.

Grace Van Pattens talent er da heller ikke gået ubemærket hen. Næste år medvirker hun i tre film, hvor hun blandt andet skal spille over for John Malkovich og Glenn Close i bryllupskomedien ’The Wilde Wedding’, og Riley Keough og Andrew Garfield i ’It Follows’-instruktøren David Robert Mitchells ventede krimithriller ’Under the Silver Lake’.

Sarah Gadon i Netflix-serien ‘Alias Grace’.

Sarah Gadon (‘Alias Grace’)

Den 29-årige canadier Sarah Gadon har ganske vist været i film- og tvbranchen i snart tyve år med film som ’Spider-Man 2’, ’Enemy’ og ’A Dangerous Method’ på cv’et, men med hovedrollen i Netflix-serien ’Alias Grace’ står hun foran det store gennembrud.

Gadon spiller den 16-årige tjenestepige Grace Marks, der bliver dømt medskyldig i dobbeltmordet på sin arbejdsgiver og hans husholdsker. Grace er formodet uskyldigt dømt, men det viser sig hurtigt, at hun er en tvetydig og upålidelig fortæller, som enten har fortrængt sandheden eller manipulerer sine tilhører for at opnå sin frihed. Sarah Gadon er glimrende til at forlede publikum, og rollen varsler også et lovende kommende år for skuespillerinden.

Hun skal blandt andet spille med i Xavier Dolans (’Mommy’) første internationale film ’The Death and Life of John F. Donovan’, der også har Jessica Chastain, Natalie Portman og Kit Harington på rollelisten.

Daniela Vega i ‘En fantastisk kvinde’.

Daniela Vega (‘En fantastisk kvinde’)

Den transkønnede skuespillerinde Daniela Vega har imponeret alt og alle med sin altdominerende hovedrolle i Chiles Oscar-kandidat ’En fantastisk kvinde’. Faktisk har hun ad flere omgange været nævnt som en mulig kandidat til det stærke felt for bedste kvindelige hovedrolle – og man forstår godt hvorfor.

I ’En fantastisk kvinde’ spiller hun den unge transkønnede sangerinde Marina, der har fundet sin sjælepartner i den tyve år ældre Orlando. Men da han pludselig omkommer af et slagtilfælde, vender hans familie sig mod Marina, som de beskylder for at have forårsaget hans død.

Vega leverer en kraftpræstation, når Marina på ren og skær viljestyrke må kæmpe sig igennem fordommene fra de chilenske myndigheder og hendes nærmeste, der alle sammen vender sig mod hende, da de finder ud af, at hun er transkønnet.

Daniela Vega er den første åbent transkønnede skuespiller og model i Chile, og efter filmen er hun blevet ansigtet på transkønnethed og andre minoriteter i Sydamerika. En omfangsrig opgave der ikke har levnet plads til nye filmroller endnu, men mon ikke hun vender tilbage til lærredet efter den potentielle Oscar-opmærksomhed.

Danielle Macdonald i ‘Patti Cake$’.

Danielle Macdonald (‘Patti Cake$’)

Den australske skuespillerinde fik sit helt store gennembrud på årets Sundance-festival i rollen som white trash-pigen Patricia, der drømmer om en hiphopkarriere under aliasset Patti Cake$. En drøm, der kræver mere end bare almindeligt gåpåmod, når man er en hvid, overvægtig kvinde i et undergrundsmiljø domineret af sorte, mandlige rimsmede.

Macdonalds talent fornægter sig ikke, og siden har hun fået flere store roller hos markante instruktørnavne. Hun skal blandt andet spille med i Anne Fletchers musicalkomedie ’Dumplin’, hvor hun spiller hovedrollen som den overvægtige pige Willowdean ’Dumplin’ Dickson, der tilmelder sig en skønhedskonkurrence for at sætte sine skolekammerater på plads.

Set med danske briller er det dog hendes rolle i Susanne Biers kommende postapokalyptiske thriller ’Bird Box’, hvor hun skal spille over for John Malkovich, Sandra Bullock og Sarah Paulson, der for alvor vækker interesse.

Frankie Shaw i ‘Smilf’.

Frankie Shaw (‘Smilf’, ‘Stronger’)

Frankie Shaw er front and center i den roste HBO-serie ‘Smilf’, hvor hun både spiller hovedrollen, instruerer, skriver og producerer. Shaw er glimrende som den unge, enlige middelklassemor Bridgette Bird, der kæmper sig igennem hverdagen i det sydlige Boston.

Moderrollen optager størstedelen af Bridgettes tid, så hun har måttet lægge livet som ung attraktiv kvinde på hylden. Men Bridgette vil gerne være en god mor og samtidig udfolde sit undertrykte behov for sex, kærlighed og en god karriere.

Næste år kan Frankie Shaw desuden opleves i de danske biografer i den biografiske film ’Stronger’, der følger den virkelige historie om Jeff Bauman (Jake Gyllenhaal), som overlevede bombeangrebet under Boston-maratonet i 2013 og efterfølgende blev et symbol på håb under hans genoptræning.

Carmen Ejogo i ‘It Comes at Night’.

Carmen Ejogo (‘It Comes at Night’, ‘The Girlfriend Experience’)

44-årige Carmen Ejogo har været i skuespillerfaget i flere årtier, men det er først nu, at filmselskaberne for alvor har fået øjnene op for hendes talent. Op gennem nullerne tittede hun frem i film som ’Pride and Glory’ og ’The Brave One’, mens hun i de seneste par år har medvirket i Ava DuVernays ’Selma’ og endelig i en mindre rolle i ’Fantastiske skabninger og hvor de findes’ fra sidste år.

Men i 2017 er hun for alvor slået igennem: Hun spillede en bærende birolle i blockbusterbraget ’Alien: Covenant’ som religiøs forsker. Hun udviste stor dramatisk nerve som godhjertet mor i gyserthrilleren ’It Comes at Night’. I ’Roman Israel Esq.’ (premiere herhjemme i 2018) spiller hun over for selveste Denzel Washington, og i den todelte anden sæson af ’The Girlfriend Experience’ indtager hun den ene hovedrolle som en tidligere escort-kvinde, der skal vidne for en dommer. Rollerne er store, og det samme er de lovprisende ord fra de internationale anmeldere.

Ejogos kommende projekter tæller indtil videre den næste omgang ’Fantastiske skabninger’ og en rolle over for Mahershala Ali i den stærkt imødesete tredje sæson af ’True Detective’.

Læs også: Vi udråber: De største mandlige skuespillergennembrud i 2017

Læs også: De bedste tv-serier i 2017 – top 10-1

Læs også: De bedste film i 2017 – top 10-1

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af