1. ‘Minding the Gap’
I samarbejde med Soundvenue viser CPH:DOX et af året helt store Sundance-hits. Instruktør Bing Liu følger tre unge mænds op- og nedture tæt gennem en lang årrække, hvorfor Indiewire kaldte filmen for »skate-videoernes ’Boyhood’«. Middelklassedrengene føler i starten af filmen, at de har hele verden foran sig, men de finder ud af, at livets valg både kan åbne og lukke døre.
Se ‘Minding the Gap’ med Soundvenue og CPH:DOX og mød instruktøren på fredag – læs mere HER.
2. ‘Faces Places’
Den 89-årige instruktør Agnès Varda, der har været aktiv siden 1960’ernes franske nybølge, færdes ikke normalt i Hollywood, men for et par uger siden var hun at finde på Oscar-showets røde løber. Her var hendes seneste projekt, lavet i fællesskab med fotograf og graffitimaler JR, nemlig nomineret til prisen for bedste dokumentarfilm.
I ’Faces Places’ rejser venneparret rundt i Frankrig, hvor de fotograferer og snakker med den brogede flok af mennesker, de møder på vejen. Portrætterne klistres op i kæmpeformat på husfacaderne, hvor personerne bor. Filmen har siden premieren på sidste års filmfestival i Cannes været hyldet verden over for sin uslukkelige nysgerrighed og sit sympatiske livssyn.
Vises 15., 19. og 24. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.
3. ‘Rat Film’
I ’Rat Film’ tegner Theo Anthony, med udgangspunkt i Baltimores rottebestand, et billede af byens mennesker. Instruktøren drager således en parallel mellem Baltimores håndtering af rotteproblemet med dén måde, hvorpå den afroamerikanske del af befolkningen gennem tiden er blevet undertrykt.
Disse sammenligninger flyder rundt mellem hinanden i en essayfilm, der blandt andet inddrager den lokale skadedyrsbekæmper Harold Edmond, som indleder filmens trailer med ordene: »It ain’t never been a rat problem in Baltimore. It’s always been a people problem«.
Vises 15., 18. og 23. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.
4. ‘Alt-Right: Age of Rage’
Adam Bhala Lough følger i ’Alt-Right’: Age of Rage’ USA’s hastigt voksende Alt-Right-bevægelse, der domineres af tanker om hvidt overherredømme og nynazisme. I front for denne bølge ses den velartikulerede Richard Spencer, der taler for at opdele det nordamerikanske kontinent efter race.
I den modsatte side af det politiske spektre følger vi Antifa-aktivisten Daryle Lamont Jenkins, der vil gøre alt for at bekæmpe Alt-Right-bevægelsens udbredelse. Når de to lejre mødes, giver det altid store gnidninger, som oftest ender med voldelige optøjer. Instruktøren viser gennem sit observerende kamera et yderst foruroligende billede af det had, som mennesket kan indeholde, om som synes at sprede sig.
Vises 20., 22. og 24. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.
5. ‘Ex Libris: The New York Public Library’
Frederick Wiseman er én af verdens vigtigste dokumentarister. Den nu 88-årige instruktør har siden 1960’erne udforsket USA’s institutioner med sit kamera, eksempelvis i ’High School’ fra 1968, hvor vi over fem uger følger lærere og elevers interaktioner på Northeast High School i Philadelphia. Hans tilgang har altid været at observere som fluen på væggen, mens menneskeliv udspiller sig foran linsen.
Nu er turen kommet til bibliotekssystemet i New York. I ’Ex Libris: The New York Public Library’ følger vi således alle dele af bibliotekets virke – både overvejelser i den interne administration, koncentrerede brugere på læsesalen, engagerede diskussioner i læseklubber og samtaler mellem lånere og bibliotekarer. Hvis man har tålmodigheden, bør man gå på opdagelse i Wisemans nyeste, detaljerede og højt anerkendte institutionsportræt.
Vises 18. og 25. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.
6. ‘The Cleaners’
’The Cleaners’ omhandler de spørgsmål om censur, der blussede op ved internettets udbredelse. For i hvor høj grad bør internetgiganter som Google og Facebook redigere i det indhold, som deres brugere poster? Og i hvor høj grad bør kommercielle interesser spille ind i kurateringen?
Filmen følger fem filippinere, der er ansat til at ’gøre rent’ på nettet ved at fjerne stødende indhold fra sociale meder. Samtidig dykkes der ned i de sociale mediegiganters betydning for præsidentvalg og Facebook-likes.
Vises 17., 21. og 24. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.
7. ‘The Work’
I ‘The Work’ følger Jairus McLeary og Gethin Aldous et terapeutisk gruppeeksperiment i USA’s berygtede Folsom State Prison, hvor nogle af landets farligste kriminelle hører til. Eksperimentet forløber over fire dage, hvor de hårde drenge én efter én bryder sammen i hinandens arme. Et intenst og råt indblik i menneskets psykologi.
Vises 15., 19. og 25. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.
8. ‘Mrs. Fang’
Den hyldede dokumentarist Wang Bing er tilbage med en film, der undersøger følelserne omkring et menneskes bortgang. ’Mrs. Fang’ foregår i en lille landsby i det sydlige Kina, hvor den 76-årig fru Fang, der er hårdt ramt af Alzheimers, langsomt nærmer sig sit livs afslutning. Kameraet følger strømmen af familie og venner, der frekventerer hendes værelse for at tage afsked med kvinden, der befinder sig i en tilstand mellem død og levende.
Vises 18. og 21. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.
9. ‘Last Year in Utopia’
’Last Year in Utopia’ handler om de personer, der et år tidligere medvirkede i et tysk reality-program, som brød fuldstændigt sammen under optagelserne. Deltagerne skulle i et socialt eksperiment udforme et utopisk samfund i en skov, men noget gik fuldstændigt galt undervejs.
Nu har filmens instruktører Jana Magdalena Keuchel og Katharina Knust inviteret reality-deltagerne til at overvære en besynderlig performance, hvor skuespillere genopfører sammenbruddet. I deres selskab oplever vi utopiens uundgåelige kollaps, mens vi stiller spørgsmål til, hvor meget virkeligheden fylder i rekonstruktionen.
Vises 20. og 22. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.
10. ‘Harmony’
Frederick Paxtons kan noget med smukke billeder, men det er ikke altid en smuk virkelighed, som han portrætterer. Vice-fotografen har således tidligere filmet i Irak og Aleppos krigshærgede områder. I ’Harmony’ går turen til den russiske industriby Tjeljabinsk, hvor han følger unge udøvere af henholdsvis ishockey og rytmisk gymnastik. Filmen viser de to sportsgrenes kontrastfyldte kønsidealer, som også manifesterer sig i resten af det russiske samfund.
Vises 19. og 24. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.
11. ‘Exit’
Norske Karen Winther har en fortid som højreekstremist, men valgte at forlade miljøet. I ’Exit’ opsøger hun andre eks-ekstremister i Danmark, USA og Frankrig, blandt andet franske David, som sad seks år i fængsel for at have udført et terrorangreb. Winter viser gennem de medvirkende, hvilke konsekvenser det har at forlade en radikaliseret gruppe, og hvilken fortrydelse der følger de tidligere fejltrin.
Vises 20., 22. og 25. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.
12. ‘Weapon of Choice’
Med skoleskyderiet på Stoneman Douglas High School i Parkland, Florida er diskussionen om den amerikanske våbenpolitik igen blusset op. Derfor synes østrigske ’Weapon of Choice’ også mere aktuel end nogensinde før. Filmen følger Glock-pistolen, som er af østrigsk design, men som har spredt sig til hele verden – ikke mindst til USA.
Instruktør Fritz Ofner dykker ned i det imperium, som er blevet bygget op omkring Gaston Glock. Her interviewer han blandt andet Glocks tidligere skatterådgiver, der sidder fængslet på 13. år for mord. Løbende kortlægges globaliseringens mørke side, som har medført, at Glock-pistolen er blevet hele verdens foretrukne mordvåben.
Vises 19., 21. og 25. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.
13. ‘Gambling, Gods & LSD’
Canadiske Peter Mettler er festivalaktuel med sin nye film ’Becoming Animal’, og i den forbindelse viser CPH:DOX også hans transcenderende storværk fra 2002. ’Gambling, Gods & LSD’ er en tre timers rejse mellem lande, kulturer og tid. Filmen handler om den lykke og og indsigt, man kan få gennem ekstase, som eksempelvis kan komme af det hallucinerende stof LSD. Undervejs møder vi ekstasen i mange former, blandt andre en dansende og syngende kristen kult i Toronto og en grineklub i Mumbai.
Vises 18. og 24. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.
14. ‘Kailash’
Med sin instruktørdebut vandt Derek Doneen juryens hovedpris for dokumentarfilm på årets Sundance-filmfestival. ’Kailash’ følger den indiske nobelprismodtager Kailash Satyarthis mangeårige kamp mod børnearbejde og -slaveri.
Selvom Satyarthis globale ’Save the Children Movement’ har reddet over 85.000 børn fra slaveri, hører den grove udnyttelse af mindreårige desværre stadigvæk ikke fortiden til. Det bliver understreget i løbet af filmen, blandt andet under intense fabriksraids, der, ifølge The Hollywood Reporter minder om noget fra en Jason Bourne-thriller.
Vises 21., 22., 24. og 25. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.
15. ‘Filmworker’
Leon Vitali havde hele livet drømt om en karriere som skuespiller, men efter sin fantastiske præstation som Lord Bullingdon i Stanley Kubricks ’Barry Lyndon’, lagde han drømmene på hylden for i stedet at agere mesterinstruktørens højre hånd.
’Filmworker’ handler og Vitalis tilværelse i skyggen af et perfektionistisk og krævende geni, og det tætte samarbejde og venskab, der har givet ham mange utrolige oplevelser. Den karismatiske hovedpersons fortælling akkompagneres af sjældne arkivklip med den hyldede instruktør.
Vises 16., 18. og 23. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.
Læs også: Soundvenue og CPH:DOX præsenterer: Skateboardfilmens svar på ’Boyhood’