Jay Farrar

Jay Farrar og Jeff Tweedy dannede i slutningen af firserne det nu hedengangne Uncle Tupelo. Deres fantastiske debutalbum ‘No Depression’ bragte det bedste med sig fra henholdsvis country- og punktraditionen, men i slutningen af 1994 bristede venskabet i gruppen, og Jeff Tweedy dannede Wilco, mens Jay Farrar forsatte med gruppen Son Volt. Efter tre Son Volt-albums har Jay Farrar forsøgt sig solo.

Jay Farrar udgiver nu sit andet soloalbum ‘Terroir Blues’, og det er ganske enkelt fremragende, hvis man tænder på en omgang støvet country, der skaber associationer til store landskaber, enkelthed og stilhed. Den akustiske guitar og steelguitaren er i centrum og sætter på denne enkle måde sit store præg på albummets fornøjelige stemning.

Når lytteren så er lullet helt ind i countryland vækker Jay Farrar lytteren med sine skæve eksperimenter. På numrene ‘Space Junk 1-4′ spilles der baglæns som på Beatles’ ‘Revolver’, og hvor er det en forfriskende idé at placere de musiske indslag midt i al den americana.

‘Terroir Blues’ leder uundgåeligt lytterens tanker hen på Neil Young, når han skruer helt ned og er i countryhjørnet, som for eksempel på ‘Comes a Time’ og endelig ikke som på den træsko-stampende countryskive ‘Old Ways’.

‘Terroir Blues’ er et overflødighedshorn for Jay Farrar fans. Der er ialt 24 sange på pladen, hvoraf fem er gengangere i andre arrangementer. Som kuriosum skal det nævnes, at det førende canadiske countrymagasin ‘Exclaim’ udnævnte dette album til ‘Best Album of 2003’. Den er ikke helt ved siden af.