Tortoise
Nogle bands laver et Greatest Hits album – Tortoise har i stedet valgt at lave det nye album, ‘Its All Around You’, der på mange måder kan fungere som et Greatest Hits album. Her formår gruppen nemlig på smukkeste vis at indfange alt, hvad der er smukt, genialt og unikt ved deres univers.
‘It’s All Around You’ kommer vidt omkring i Tortoise’s stilmæssige bagkatalog, fra storladne kompositioner, gennem mere åbne og mørke melodiske rum, over de jazzede xylofondrevne toner, der var grundstenen på ‘TNT’ fra ’98, til de mere elektronisk influerede lyde, der dominerede ‘Standards’. Dermed skal der dog ikke udledes, at post-rockerne blot genopdager gammelt territorium på ‘It’s All Around You’. Det er mere et spørgsmål om, at lydpionererne i Tortoise formår at hvile i sig selv på ‘It’s All Around You’, hvilket har resulteret i et sublimt album, der formår at fange guppens essens.
Noget af det smukkeste ved Tortoise er deres evne til at finde melodier, hvor andre ikke ville finde på at lede efter dem. Denne evne bliver der givet talrige eksempler på i løbet af ‘It’s All Around You’. Præmieeksemplet i denne sammenhæng må være den episk bombastiske komposition ‘Crest’, hvis hovedmelodi virker til at være løsrevet fra enhver traditionel harmonisk sammenhæng. Det er en melodi hugget ud af tidsløs krystal, som man lige så godt kunne have skrevet for 5.000 år siden eller 5.000 år ude i fremtiden.
Et andet højdepunkt er ‘Stretch (You Are All Right)’, hvor Tortoise viser deres suveræne evne til at væve melodiske tæpper. Her ligger melodistrofer og pulserer omkring hinanden i en konstant cirkulær bevægelse af kald og svar, i mine øjne en af de smukkeste kompositioner, som Tortoise nogensinde har skrevet.
Det eneste dårlige jeg har at sige om ‘It’s All Around You’ er coveret med technicolor-farvestrålende airbrush billeder af vandfald og lignende. For at være helt ærlig så ligner det noget som selv Return To Forever i deres værste 70’er fusions-koger ville have fundet en smule tacky.
Jeg har et nærmest religiøst forhold til ‘TNT’, og Tortoise vil nok aldrig kunne lave en plade, der i mit hoved vil overgå den. Men ‘It’s All Around You’ er et overlegent godt album fra en gruppe visionære kunstnere, der mange steder er oppe og ånde ‘TNT’ i nakken. Og hvem ved, hvis albummet bliver ved med at vokse med den hast, som det har gjort i den måneds tid, jeg har haft det i hænderne, så kan det jo være, at jeg bliver nødt til at konvertere om et halvt til et helt års tid.