Nicolai Dunger
Svenske Nicolai Dunger er en mand af mange luner. Hans seneste to plader, ‘Soul Rush’ og ‘Tranquil Isolaion’, blev indspillet i henholdsvis Sverige med en jazztrio som backingband og i Will Oldhams dagligstue i Kentucky. Dungers enorme stemme løber dog gennem begge plader som en rød tråd, og tråden fortsætter på hans seneste album, selv om medlemmer fra Mercury Rev denne gang har slået ham følge i studiet.
Dunger dyrker normalt den upolerede og nøgne lyd. Han er hurtig i studiet og plejer nærmest at indspille sine plader live på en eftermiddag og være hjemme igen til aftenshygge med en sydstatsvarm kærlighedsfilm på SVT 2. Men ikke denne gang.
‘Here’s My Song, You Can Have it… I Don’t Want it Anymore /Yours 4-ever Nicolai Dunger’, der er den komplette og noget besværlige titel på Dungers nye album, har taget et helt år at færdiggøre, og det kan høres. Den spartanske og spontane lyd, der klæder de sene nattetimer, er borte, og i stedet træder en mere traditionelt orienteret sangskriver frem på scenen med “country” tatoveret på den ene underarm og “blues” indprentet på den anden. Og det… svinger?
Man får fornemmelsen af et helt band bag Dunger, selv i de afdæmpede klaverbaserede sange. Blæsere, strygere, klaver, guitar, korarrangementer og alskens andet gejl stikker hovedet frem overalt i lydbilledet. Det er stort, pænt og velproduceret. For pænt og velproduceret vil nogle nok mene. Den skæve svensker forsvinder et øjeblik i mængden til årsmødet for “Foreningen for solide studiemusikere”.
Heldigvis har Dunger denne gang skrevet sin mest gennemførte samling sange til dato. Ingen svipsere. Et clean sweep af følelsesladede fuldblodssange om kærligheden med den monumentale ‘The Year of Love and Hurt Cycle’ som pladens midtpunkt. 12 vers, ét for hver af årets måneder, om det forelskede hjertets ustabile rytme. Og så er der jo mandens stemme, den røde tråd – der kunne være fabrikatet i den varmeste og rødeste sweater.