V/A Mixed by Sebastian Gamboa

En gang om ugen er Balearic People vært for fest på Privelege på Ibiza. Privelege er i Guiness Book Of Records opført som verdens største diskotek, med plads til op imod 15000 mennesker. Det er også her de legendariske Manumission fester sætter øen på den anden ende hver mandag. Balearic People er dog langtfra lige så velbesøgt eller verdensberømt, og personligt har jeg kun gæstet Balearic People en enkelt gang. Det var i forrige sæson, som var deres første, også uden den helt store oplevelse til følge.

De har nu sendt en compilation på gaden, mixet af den spanske DJ og producer Sebastian Gamboa. Det er det store spanske pladeselskab Weekend Records der står bag. Her slår Sebastian Gamboa også dagligt sine folder. Pladeselskabet fra Madrid er et af Spaniens absolut førende og mest populære, men med denne CD lever de ikke helt op til deres ellers så gode ry.

Lidt overraskende, så bevæger vi os primært rundt i soulful house med funky og latino kant, og stilen er langt hen ad vejen meget let tilgængelig house uden de store afvigelser. Soulseachers opløftende vokal-houser Feelin’ Love sætter dagsordenen, og som perler på en snor følger tracks i samme genre, uden der dog kommer nogle overraskelser og numre vi ikke kender i forvejen, som tager os med storm. Weekend Records har indtil flere af deres egne udgivelser på CDen, og i det hele taget udfordrer tracklisten ikke lytteren synderligt meget. Numrene hver for sig er ikke dårlige – blot er det hele en anelse for forudsigeligt.

De sidste 3-4 numre hiver lidt tungere rytmer ind, og er vel nærmest hvad vi egentlig kunne have forventet fra Balearic People. Spansk tribal house fra folk som Miguel Picasso, Wally Lopez & Cesar Del Rio samt David Penn. Ellers er stilen generelt blødere, end hvad du får på selve deres Balearic People aften.

Mixningen kan der ikke skrives mange ord om. Det er volume op, volume ned hele vejen, uden brug af EQ. Ikke videre opfindsomt, og ikke noget den dygtige DJ sidder og tripper over. Det generer dog ikke nogen men holder blot musikken i gang.

Mangler du en afløser for Hed Kandi nede i tøjbutikken, eller nyt blod til anlægget på den smarte cafe i indre by, jamen så bør du måske give den et lyt alligevel. Brian med sin tunede BMW behøver ikke checke den nærmere. De jazzede pianosekvenser kommer ikke til at falde i god jord her, og selvom beatet bliver hårdere til sidst, er det minuspoint i bogen når vennerne fra Brøndby Strand er med i vognen.

Man kan som sagt sammenligne Balearic People lidt med Hed Kandi. Blot får du ikke lige så store kommercielle hits eller det flotte artwork på coveret. Men du får en rimelig gennemsnits compilation med sommer feel, der dog ikke placerer sig selv nogle steder i historiebøgerne.

V/A Mixed by Sebastian Gamboa. 'Balearic People'. Album. Weekend Records.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af