bubba sparxxx

Rapperen Bubba Sparxxx må i høj grad siges at have fundet sin niche og sit individuelle udtryk inden for en hip-hop industri, der i disse år spytter enslignende og frem for alt enslydende håbefulde rappere ud som aldrig før – allerbedst illustreret med den selvudnævnte “gangsta”, 50 cents, totalt mislykkede koncert i Valby Hallen forleden. En ting er at Bubba er hvid, hvilket i år 4 efter Eminems debut album ikke kan chokere specielt mange, noget andet er, at hans tekster indeholder personligheder og fortællinger bygget op om de største sydstatsklicheer fra skuffen i form af pick-up trucks, grisestalde og shotguns. Når man dertil tilsætter Timbaland produktioner med flabet mundharmonika og klagende violin opstår en stemning, der henstiller en til det dybeste Syd, som USA kan byde på.

Lad det være slået fast med det samme; det er ikke et hip-hop album til dem, der udelukkende er til taktfast stortromme, dyb, groovy bas og tunge beats. Timbalands karakteristiske lyd i form af aggressive stortrommeslag, insisterende hihat og diverse human beat-box lyde, danner rygrad for mange af produktionerne – ligesom det var tilfældet med Bubbas succesfulde 2001 debutalbum “Dark Days, Bright Nights”. Dengang som nu havde mastermind Timbaland indkaldt lokal sydstatsforstærkning på produktionsfronten i form af de Atlanta baserede Organized Noize, der står bag successer som Outkast og Goodie Mob – ligeledes fra sydstaten Georgias hovedstad Atlanta.

Bubba Sparxxx er også fra Georgia, men som sagt fra hill-billy land i South-Georgia, vokset op med en halv kilometer til nærmeste nabo. Og den 26-årige rapper – hvis rigtige navn er Warren Anderson Mathis – gør det godt, i sit forsøg på at overbevise om, at han ikke bare er en døgnflue. Med sin flabede og vrængende sydstatsaccent rapper han sig igennem fortællinger om fattigdom, kærlighed og depression. Netop hans accent gør ham til et interessant alternativ til den mere hårdtslående og monotone stemmeførelse, som kendetegner rappere fra øst og vestkysten. Bubba Sparxxx’ rimsammensætning illustrerer ikke et overvældende ordforråd og der findes bestemt også teknisk dygtigere rappere end Bubba, men han overbeviser bestemt som rapper med skarpe beskrivelser af sine omgivelser og sin opvækst:

“Can you relate to five kids, six fish sticks on the plate, Or writin Santa Claus, I guess he got the list too late”

Eksemplet er fra det nærmest episke nummer “Nowhere” som er stort orkestreret af Timbaland med violioner, silkeblødt omkvæd af Kiley Dean, melankolsk guitar-rif og hele pivtøjet, samt en forrygende Bubba Sparxxx, der fortæller om at finde et eksistensgrundlag i fattigdommen. Efter min mening det bedste nummer på albummet. Mistænkeligt er det dog, at det i tromme sammensætning og orkestrering minder overordentligt meget om Justin Timberlake nummeret “Cry Me A River” – også produceret af Timbaland.

Albummet deler sig nærmest i to. I første halvdel – den bedste – er sydstats og country arven tydeligst med f.eks. numrene “Comin’ Round” og “She Tried”, hvor den hurtige, karakteristiske countryviolin bruges flittigt sammen med bonderøvsinstrumentet over dem alle; banjoen. Anden halvdel af albummet er en del mere eksperimenterende. Det er imidlertid også her, at Organized Noize huserer, hvilket ikke altid falder lige heldigt ud, som på det direkte irriterende “Like It Or Not”. Derimod er det meget tempofyldte “Back In The Mud” mere vellykket. Også Timbaland leverer nogle underlige hybrider som f.eks. “Take A Load Off” hvor han også forsøger at integrere guitar – måske har han skelet lidt til kollegaerne Neptunes?

Samlet set er det et originalt og levende album, der dog produktionsmæssigt virker noget fragmenteret og hvor nogle af numrene er direkte irriterende. Det trækker dog op, at Bubba Sparxxx leverer en indholdsfyldt, gennemtænkt præstation og frem for alt rapper passioneret og oprigtigt om hvem han er og hvor han er fra! Og dét er hvad ægte hip-hop handler om.

————
Pladen udkommer 22. september