The Alpine

Tretten skæringer har fundet sig til rette på The Alpines debutskive ‘We’re in sync, but we’re apart’. “Til rette” er nok ikke den helt rette formulering, for langt hovedparten af numrene har ganske enkelt ikke nok at byde på, til at kunne retfærdiggøre deres plads på et album.

Når det er mest interessant, som på ‘Love me today’, lyder de som Ramones, der forsøger sig med at fortolke tidlig Depeche Mode og Ludo X en jævn dag i øver’n. Mit generelle indtryk er, at jeg lytter til et band, der stadig søger efter en selvstændig identitet. Musikken formår ikke at komme ind under huden og gøre sig opmærksom på sig selv, mere end hvad en gennemsnitlig træsplint ville kunne. Melodierne er for svage, og omkvædene for gumpetunge med for mange lag af pompøse effekter. Desuden mangler vokalen sjælen der skal til, for at det ikke skal ende med at lyde som en omgang karaoke.

Pladen mangler klimakser undervejs, men det spidser sig dog lidt til mod slutningen, hvor ‘I still see you’ og ‘My girl’ udgør et ok højdepunkt. Ikke mindst på grund af den fine guitarsolo i sidstnævnte. Men det ændrer ikke så meget på det samlede indtryk. The Alpine kunne med fordel ha’ satset på en kvalitetsmættet ep, inkluderende de ovennævnte numre, i stedet for denne ret ligegyldige og lange affære.