Luftguitaren kom på overarbejde, da The War on Drugs foldede rockvisionen ud på NorthSide
Det var ideelle rammer, da skumringen langsomt kom listende denne smukke sommeraften i takt med, at The War On Drugs inviterede til rockseance i Ådalen.
Lydbilledet var dog ikke helt balanceret fra koncertstart, hvor en akustisk ‘Eyes to the Wind’ ellers lagde op til en effektiv slow burner med sexet sax, hvilket desværre ikke kom til sin ret. Det viste sig dog heldigvis kun at være begynderfejl, og herefter kunne man svømme hen i de stemningsfulde teksturer.
Ankermand Adam Granduciel justerer sit musikalske kompas mellem Bruce Springsteen-episke klimakser og veldoserede instrumentale forløb i ånden efter Dire Straits, og der var således rig lejlighed til at hive luftguitaren frem – i både ‘Holding On’ og ‘Burning’ demonstrerede Granduciel, hvilken blændende guitarist han er.
Hans spillemænd i The War On Drugs var tilsvarende hamrende solide, og særligt den ekspressive trommeslager Charlie Hall var en fornøjelse at beskue. Han lignede Ringo Starr anno ‘Sgt. Pepper’ og lod i sin spillestil også til at være inspireret af The Beatles-legenden med et bundsolidt groove og halvjazzede lifts på hi-hatten i ‘An Ocean in Between the Waves’.
Det nummer tegnede sig for aftenens stærkeste moment, og man spottede både kærestepar og kammerater, som slyngede armene omkring hinanden. Et bekræftende vidnesbyrd om The War on Drugs’ bredt favnende appel.
Netop fordi det både var så åbenlyst og effektivt, når The War On Drugs byggede op til de bjergtagende klimakser, var det tilsvarende trivielt, når forløsningen ikke fandt sted. En lineær kurve tegnede sig gennem ‘In Chains’, ‘Knocked Down’ og ‘Pain’, og de evaporerede desværre i sommernattens tusmørke.
Granduciel og co. valgte dog heldigvis at sætte turbo på i sidste heat, og vi blev sendt videre med ‘Red Eyes’, ‘Under the Pressure’ og ‘In Reverse’ leveret så potent og blændende, at natten såmænd gerne måtte vare ved.
En effektiv finale på en koncert, der vidnede om styrkerne ved Adam Granduciels traditionsforankrede rockvision.
Læs anmeldelse: Björk på NorthSide