Travis

Ifølge gode gamle Newtons tredje lov svarer der til enhver aktion en tilsvarende modsatrettet reaktion. Måske har Travis fulgt godt med i fysiktimerne. Måske har de bare læst de temmelig lunkne anmeldelser af sidste års ‘The Boy With No Name’, der udstillede et band i kunstnerisk tomgang. I hvert fald har skotterne på deres sjette langspiller ‘Ode to J. Smith’ skruet markant op for forvrængerne på deres guitarer.

Desværre forløber transformationen fra klassens pæne dreng til frådende rockmonster ikke problemfrit. For på trods af, at der er mere bid i guitarne og i forsanger Fran Healys vokal, er produktionen stadig meget pæn, og det efterlader et indtryk af et band, der ikke tør gå planken ud. Skivens hårdeste nummer ‘J. Smith’ er tænkt som omdrejningspunkt for hele albummet, hvilket kan undre, da det med sine klosterkorpassager fremstår decideret kikset.

Sidste halvdel af albummet er mere klassisk Travis, og det er især her albummets fine numre findes, for Travis’ håndværksmæssige evner fornægter sig stadig ikke. Allerbedst er den catchy ‘Last Words’, der med trademark-banjo sagtens kan nå samme hitlistehøjder som ‘Sing’ og ‘Why Does It Always Rain on Me?’. De gode numre tilfører dog ikke Travis noget nyt, og den kunstneriske krise kan derfor ikke afblæses i denne omgang.