Yo Majesty
Hvis mænd kan, så kan vi sgu også. Det synes at være mottoet hos kvinde-duoen Yo Majesty. Så når mandlige hiphop-gangstaz kan rappe om sex, vold og stoffer, så kan Shunda K også. Og hvis 50 Cent absolut skal smide tanktoppen, når han står på en scene, så kan Jwl B vel også lette lidt på kjolestropperne og lade brysterne få luft.
Der rappes, råbes, synges og skriges – ofte eksplicit – om frigørelse på alle leder og kanter, når man sætter amerikanske Yo Majestys debutskive på anlægget. Kvindefrigørelse, kropsfrigørelse, seksuel frigørelse. Fri… her, der og alle vegne. Det kunne lyde som en fordomsfuld feministisk revolution – og er det også – men en festlig en af slagsen, hvor mænd (hvis de tør) også er velkommen.
Med attitude som Kelis, coolness som Missy Elliott og flair som M.I.A. går tøserne særdeles kontant til værks. Heldigvis holder stilen og evnerne for det meste, og det bliver kun bedre, når det, som tilfældet er, tilsættes en sprød bund af booty bass, ghetto tech og crunk.
Så kan det godt være, at Yo Majesty er en anelse rå i kanten, hvilket åbningsnummeret ‘Fucked Up’ er et, ja, fucked up eksempel på. På den anden side er det også en del af deres charme, og nok så væsentlig er det et modstykke til de stilrene r’n’b-piger og kvindefjendske mande-rappere.