Detektivbyrån

Den traditionelle folkemusik er blevet studeret nærmere af den svenske folktronica-trio, hvilket har resulteret i en mere organisk klang på deres nye, egentlige debutalbum, der i modsætning til ‘E18’, som var en opsamling af de to forrige ep’er, består af i alt 14 helt nye, instrumentale perler. Elektroniske blip-lyde er stadig fremtrædende, men det fornemmes hurtigt, at de tre lyssky detektiver især har lagt vægt på deres karakteristiske klokkespil, harmonika og elektriske orgel.

Detektivbyrån lyder mest af alt, som temaet til en støvet 70’er-krimiserie, der er krydret op med midsommer-harmonika og moderne rytmer. Det fungerer bedst på åbneren ‘Om du möter varg’, den synth-opbyggede ‘Life Universe’ og ‘Kärlekens alla färjor’, der er en af årets mest simple og fængende popmelodier. På trods af trioens musikalske dogmer bliver albummet ikke kedeligt efter et par gennemlytninger, da de små instrumentale og melodibaserede variationer bliver mærkbare og ændrer sig på stort set hvert track.

Albummet er finansieret, produceret, mixet, masteret og udgivet af bandet selv på deres eget selskab Danarkia. Det er måske nøglen til deres unikke udtryk, der på trods af drengenes tekniske snilde, er svær at kopiere.

Detektivbyrån. 'Wermland'. Album. Danarkia/Import.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af