Nite Jewel

Enkelte steder funkler Ramona Gonzales’ basinficerede funkpop, andre gange bliver det altså for søvndyssende, og generelt føles det andet album fra sangerindens juvelalias lidt som at befinde sig i en tildugget og blød 80’er-verden, komplet med dæmpet belysning, slørede kanter, shiny heldragter og rejecocktails i Martini-glas.

Fra at have været lo-fi-popdiva med forkærlighed for kassettebåndsæstetik og støj i baggrunden, har Ramona Gonzales nemlig skiftet den forrige produktionsstil ud med et mere tight og elegant glitrende lydbillede, som starter fortræffeligt på det storladne åbningsnummer ’This Story’, hvor Gonzales, med den sjælfulde åbningslinje »I’m a broken record« lyder som en sørgmodigt sexet krydsning af Geneva Jacuzzis Geneva Garvin og artpop-dronningen Kate Bush.

Hele albummet skvulper kælent derudad på funk-kølende bølger af r’n’b-referencer, elektroniske elementer og dybe basgange. Men det er aldrig med højlydte plaskerier, og halvvejs igennem albummet bliver hele den renskurede svømmen underligt følelsesløs.

Nite Jewels pænt afrundede retro-popunivers er desværre temmelig anonymt at lægge ører til i længden, og så hjælper det ikke på det, at de fleste af sangene synes akkurat at vare et halvt minut for lang tid. Man døser helt hen. Men så er der heldigvis lige titelsangen ’One Second of Love’. For den funkler og funker i en helt igennem lækker, dansabel basemballage. Og lige præcis den lydindpakning kunne Nite Jewels album godt bruge lidt mere af.