The Chap
Er det sjovt at give en majestætisk tiger lyserøde fastelavnsbriller på? Sikke et åndsvagt spørgsmål. Ja, men ikke desto mindre er det nok ret relevant for om man kan lide The Chap eller syntes det er noget alternativt gøgl.
Vi befinder os nemlig nogenlunde lige så langt væk fra Coldplay, eller hvem der nu hærger hitlisterne, som man overhovedet kan komme. Og det er hverken en kritik af Coldplay eller en hyldest til The Chap – det er bare et faktum.
Der er omkring 117 forskellige henvisninger til bands du kan hænge The Chap op på. De er mærkelige som The Residents, catchy som Talking Heads og i pressemeddelelsen går en fantasifuld marketingsskribent så langt, som at kalde musikken for: “pandekage-party elektro pop musik” !!??
Så hellere drage en parallel til et band, de snart skal dele scene med, nemlig 13 & God. Begge grupper formår at lave lyttevenlige pop-eksperimenter. Det er fraktioneret musik, der alligevel er sammenhængende melodisk, som et gadekryds af et genrebæst. Men det er knaldhamrende svært at beskrive en musikalsk nysgerrighed, der det ene øjeblik byder på vanvittige synthizer-strangulering over en stemme der siger “WOOP WOOP”, for det næste øjeblik at byde på elektroniske clicklyde eller hårdt forvrængt guitarjam a la Sonic Youth.
Hvis ‘Ham’ var en patient i det danske sundhedssystem, ville diagnosen nok være ‘lettere skizofren’, men en intelligent og kær en af slagsen. Den er nemlig ikke ‘besværlig’ eller ‘elitær’, selv om vejen igennem de mange fede numre er kringlet. Den indeholder et overskud af sort humor i lyrik og musikalsk opbygning af sange som i førsteskæringen ‘Baby I’m Hurt’n’. Men, den rummer også adskillige rare melodier at lukke øjnene til som eksempelvis ‘Auto Where to’.
Nogle vil sige det er prætentiøst at give en tiger fastelavnsbriller på, mens andre syntes det faktisk er ret skægt. Langt de fleste vil aldrig tage stilling, for de kan ikke se billedet for skoven af ‘absolute music’ plakater. Det samme gælder musikkens kvalitet. Jeg kan kun sige, at det her er en af de CD’er jeg hører igen og igen for tiden af egen fri vilje – og det er vel egentlig det bedste pejlemærke for kvalitet?