Nikoline er ikke bange for at tage bladet fra munden. På ‘Tæsk til alle’ delte hun verbale lussinger ud til blandt andre Gilli, Kesi og P3, mens hun på efterfølgeren ‘Flertallet er dumme’ bogstavelig talt skød med skarpt efter landets magthavere og politikere.
Nu er den danske rapper tilbage med en sang og tilhørende musikvideo, som (endnu engang) nok skal puste til ilden i diverse hjørner af samfundet og musikbranchen.
Nummeret hedder ‘Sut min klit’ og er slet og ret Nikolines opgør med og direkte fuckfinger til sexisme.
»#metoo er reaktionen på en epidemi af verdensomspændende misogyni«, lyder den allerførste sætning, og i løbet af både sang og video (som hænger utvetydigt sammen) går Nikoline i flæsket på alt fra pædofile præster og plastikbryster på Instagram til P3 og Suspekt.
»Du bollede hende i går? Hun bollede lige så meget dig«, rapper Nikoline, mens statister optræder med masker af Orgi-E fra Suspekt, Jokeren og L.O.C.
‘Sut min klit’ er med på soundtracket til Ditte & Louises kommende film, og de to komikere optræder også i videoen sammen med en række andre kendte ansigter. Peter Aalbæk er med i en ironisering over Zentropa-skandalen, mens Oliver Bjerrehuus med ordet ‘luder’ skrevet i store fede sprittusch-bogstaver på overkroppen optræder som et opgør med stigmatiseringen af kvinder.
Hertil er der besøg af et par af skuespillerne fra ‘Team Hurricane’-filmen, mens topløse arabiske kvinder brænder et ISIS-flag af i protest: »Jeg er alle religioners nemesis«, rapper Nikoline.
Videoen er produceret og instrueret af Nikoline selv, og på lørdag bliver billedsiden fejret med en releasefest på Mellemrummet, hvor hovedpersonen spiller live – blandt andet med numre fra den debut-ep, hun snart er aktuel med.
Læs mere om releasefesten på Facebook HER.
Læs interview: Rap-rebellen Nikoline: »Folk har truet mig over telefonen«