Yeah Yeahs Yeahs ’It’s Blitz!’

Året er 2003, og strømmen af skramlet garagerock er ved at få fat. Med på bølgen er Yeah Yeah Yeahs, der udgiver det kompromisløse debutalbum ‘Fever to Tell’. En hårdtslående og skarpt skåret omgang artpunk fuld af energi og attitude. På opfølgeren ‘Show Your Bones’ fra 2006 blev en del af kanterne slebet væk, og 2009-udgaven af newyorker-coole Yeah Yeah Yeahs fremstår med ‘It’s Blitz!’ mere afrundet end nogensinde før.

Allerede på albummets første skæring ‘Zero’ afsløres det, at Yeah Yeah Yeahs er trukket i nye retninger. Der er skruet ned for tempoet, trommerne er mere afdæmpede, og Nick Zinners guitar, som ellers har været et varemærke for bandet, er trukket lidt i baggrunden. I stedet er der hentet flere elektroniske elementer ind, og det fungerer nogle steder, mens det bippende keyboard på ‘Soft Shock’ mest virker forstyrrende.

Den tidligere så bidske femme fatale-sangerinde Karen O står stadig i spidsen for bandet men er knap så krigerisk, som hun var engang, og kommer til at virke helt mild på den lidt ligegyldige ballade ‘Skeletons’.

Sukkersøde bliver Yeah Yeah Yeahs dog aldrig, og de finder tilbage til gamle dyder på ‘Dull Life’, hvor Nick Zinners fremragende evner på guitaren bliver vist frem, og Karen O bider fra sig i sexet-sleazy stil. Samme energi og vildskab er der også i ‘Shame and Fortune’, og det er trods alt her, Yeah Yeah Yeahs er bedst.