Moby

Kosmosmusikeren Moby har haft overordentlig stor succes med sampling af halvglemte blues- og soulvokaler på sællerterne ‘Play’ og ’18’. Til trods for det også kunstnerisk fungerede godt, har Moby på ‘Hotel’ fravalgt samplingssuccesen for i stedet at synge selv i selskab med sangerinden Laura Dawn.

Og det klæder Moby at turde lægge sin monotone, men også varme stemme til egne sange. Ikke fordi den rører inden i som de store stemmer, han tidligere har brugt, men fordi musikken trods alt opleves som mere personlig med visheden om, at Moby selv tør synge.

På ‘Hotel’ har Moby holdt fast i den simple, bløde og melankolske popmusik med elektroniske undertoner, der er blevet hans varemærke. Storslået, pompøst men denne gang også i længden for meget af det hele. Måske fordi de 15 nye sange over samme skabelon ikke bidrager til nye oplevelser efter to sjælfulde foregående udgivelser.

Kun i ‘Spiders’ bliver Moby rigtig nærværende som sangskriver. Denne ode til David Bowie, skrevet efter hans hjerteanfald, fungerer klarest og føles oprigtig. Men efter dette højdepunkt har Moby desværre arbejdet mere efter rutinen end kreativiteten under dette hotelbesøg, og nye udsigter er derfor anbefalelsesværdige ved næste check-in.