‘Under the Silver Lake’: Andrew Garfield beviser sit komiske talent i syret neo noir med kultpotentiale
Det er nærmest blevet kutyme, at enhver amerikansk instruktør med respekt for sig selv skal lave en hyldest til Hollywoods guldalder – nærmere bestemt 1940’erne og 50’ernes film noir – på eller andet tidspunkt i karrieren.
Nu går David Robert Mitchell, manden bag den glimrende gyserfilm ‘It Follows’, folk som Coen-brødrene (‘The Big Lebowski’), Paul Thomas Anderson (‘Inherent Vice’) og Rian Johnson (‘Brick’) i bedene med neo noir-mysteriet ‘Under the Silver Lake’, der er spækket med referencer og spøjse indfald.
Og selvom man kan indvende, at filmen er for lang og rodet, kommer den med al sandsynlighed til at opnå samme kultstatus som de tre ovenstående (om hvilke man nok kunne sige det samme). Filmen er nemlig både sexet, sjov og helt vildt syret – nøjagtigt ligesom stedet, hvor den foregår: Nutidens Hollywood.
Stoneren Sam (en særdeles veloplagt Andrew Garfield) bor i en luset etværelseslejlighed og fordriver tiden med at udspionere sine naboer – vink, vink til Hitchcocks ‘Rear Window’. Men da han en dag møder Marilyn Monroe-klonen Sarah (Riley Keough), bliver han revet ud af sin sumpede tilværelse. De tilbringer en aften sammen, og så forsvinder hun ud af den blå luft dagen efter.
Herefter er der mysterium for alle pengene, når Sam finder sin indre amatørdetektiv frem i et forsøg på at opspore sin flirt. Inden længe har han oprullet en større konspirationsteori, der involverer snart sagt alle moderne popsange, en mystisk hundemorder, en enøjet pirat, en død milliardær og den allestedsnærværende (afdøde) Oscar-vinder Janet Gaynor.
Det hele er fortalt stort set uden filter. Vi ser, hvad Sam ser, og han ser mildest talt verden fra en helt anden vinkel. Hvem han er – eller rettere har været – er nærmest et lige så stort et mysterium som Sarahs forsvinden. Og når svaret endelig kommer, sker det så subtilt, at man let kan overse det (hold øje med en flygtig samtale ved et poolparty).
På den ene side henvender filmen sig til den opmærksomme seer, nøjagtigt ligesom en klassisk detektivfilm. Men samtidig slår den fast, at mysteriet egentlig ikke er det mest interessante, ved at insistere på, at alt dybest set er mystisk.
Det kunne snildt være alt for meget af det gode, men takket være Mitchells stilsikre instruktion og hans glimrende øje for sjove billeder bliver man aldrig hægtet af syretoget. For på bunden af galskaben mærker man, at han virkelig forstår drømmenes by bedre end de fleste. Et sted, hvor alle forsøger at finde deres eget outrerede varemærke, mens de samtidig bare forsøger at passe ind i mængden af opportunistiske drømmere.
En stor del af ansvaret tilfalder også Garfield, som her beviser, at han, foruden at være en glimrende karakterskuespiller, også kan være ustyrligt morsom. Sjældent har man set en skuespiller spille så meget med både ballepartiet og opspilede øjne som her.
Man får undervejs fornemmelsen af, at Mitchell har lidt for mange gode idéer til filmens bedste. ‘Under the Silver Lake’ kører ud ad så mange forskellige tangenter, at man ofte spørger sig selv, om der overhovedet er en mening med galskaben.
Det er der heldigvis, sådan da, men filmen handler lige så meget om den labyrintiske rejse dertil – gennem Hollywoods krinkelkroge af garageauditions, syretrips og temafester.
Kort sagt:
‘Under the Silver Lake’ er en lang labyrint – heldigvis er det underholdende at være på tur med Andrew Garfield som syrehoved.