Rufus Wainwright

Det skal ikke være nogen hemmelighed. Skuffelsen kommer hurtigt snigende og ånder en klamt i nakken under gennemlytningen af ‘Want Two’. Og hvorfor så det? Med udspillet ‘Want One’ spaserede Rufus let og elegant rundt mellem storslåede eventyrslotte og elementære hverdagsting, som mobiler med vibrator, med sin underfundige cabaretrock som prægtigt udsmykket bagtæppe. Numrene var afvekslende og blev båret frem af et overbevisende og elegant vokalarbejde, og samtidigt var temposkiftende med til at skabe en dynamisk helhed. Det var også albummet, der etablerede tangentbasker Elton John, som Rufus’ største fan.

Med dette udspil kan rockprædikatet roligt lægges ned i skuffen igen, idet ‘Want Two’ gennemgående er domineret af et lavmælt piano og Rufus’ vokal som de to hovedaktører. Og trommerne fra sidste udspil er for det meste sendt eftertrykkeligt i skammeskrogen. Ikke det, at det afdæmpede udtryk i sig selv er problematisk, men melodierne er simpelt hen for svage og direkte uinspirerende til at holde samling på de vitaminløse passager. Forvent ingen ‘Oh What A World’, ‘I Don’t Know What It Is’ eller ‘Go Or Go Ahead’. Albummet bliver for tandløst og udgør ingen værdig opfølger til det fremragende ‘Want One’ på trods af enkelte opløftende øjeblikke. Dog skal det lige tilføjes, at der medfølger en koncert-dvd med 21 numre, der fungerer som et acceptabelt plaster på såret. Men så saftsusme heller ikke mer’.