Editors

Musik er en flygtig størrelse i konstant udvikling. Lige bortset fra Rolling Stones måske. Men de fleste bands prøver indimellem noget nyt kreativt og kunstnerisk. På deres to første album red engelske Editors med på postpunk-bølgen fra 80’erne, så det var svært ikke at lade sig rive med. Nu har rockredaktørerne fra Birmingham sadlet om og rider videre i karrieren på en ny bølge – den elektroniske.

Alligevel bevæger de sig i samme farvand som tidligere. Hvis de før var inspireret af Joy Division, så er de nu inspireret af New Order. Og de U2-agtige guitarfigurer er der sådan set stadig, men de er blevet til synthfigurer i stedet.

Tidligere blev de triste tekster løftet på benene af iørefaldende omkvæd, så det indadvendte gik hånd i hånd med det udadvendte. På ‘In This Light and on This Evening’ er forsanger Tom Smith stadig desillusioneret og dyster. »If there really was a god here, he’d have raised a hand by now«, som han synger på den indbydende førstesingle ‘Papillon’, der lyder som Depeche Mode cirka 1987, hvor versene bindes sammen af et vanedannende synthriff – produceren Flood har da også tidligere skruet på knapper for Dave Gahan & co.

Men mens Tom Smiths dybe baryton gentagne gange trænger igennem, så har hans melodier ikke samme gennemslagskraft denne gang. Især sidste halvdel af albummet er svagere end første halvdel, og derfor bliver det kun halvgodt som helhed.