’Russian Doll’: Amerikanerne elsker ny Netflix-serie – jeg fandt den alt for irriterende
Hvad er det helt præcist, der irriterer mig?
Det spørgsmålet, jeg sidder tilbage med efter at have set Netflix’ nye komediesatsning ’Russian Doll’. For irriteret, det er jeg – og ikke umiddelbart på den gode stof-til-eftertanke-måde, der er et af mediets fornemste succeskriterier.
Er det, fordi jeg kedede mig og syntes, at serien var spækket med mislykkede forsøg på både komik og drama? Eller kan skylden skydes på de enerverende og uinteressante hovedpersoner? Eller er det den gumpetunge symbolik og det sentimentale budskab, der blev for meget for mit iskolde, skandinaviske sind?
I udenlandske medier er anmelderne tilsyneladende henrykte. Har jeg misforstået noget?
Jeg oplevede følgende:
Hovedpersonen Nadia bliver fanget i et tidsloop på sin 36-års fødselsdag. Hver gang hun på tragisk vis dør – ved eksempelvis at blive kørt ned, fryse ihjel, drukne eller falde ned ad trapper i bedste falde på halen-komik– bliver hun slået tilbage til start, og dagen begynder forfra.
Vi befinder os således i samme territorium som nyklassikeren ’Groundhog Day’ og senest slasher-komedien ’Happy Death Day’, hvis hovedpersoner på hver deres måde forsøger at bryde ud af de mere eller mindre ubehagelige evighedssløjfer, de er fængslet i.
I ’Russian Doll’ prøver Nadia i de første tre afsnit at finde ud af, hvad der er sket. Er det den kokain-krydrede joint, hun tog et hiv af? Eller er det en jødisk forbandelse forårsaget af, at de fester i en bygning, der var et såkaldt yeshiva, før det blev omdannet til bolig? Eller er hun ganske enkelt ved at blive sindssyg? Vi følger hende på en detektivjagt, der fører os fra excentriske cokedealers henover jødiske rabbinere til ekskærester og barndomstraumer.
I hvert ’nye’ liv lægger Nadia mærke til små detaljer, der måske er en del af forklaringen på det repetitive helvede, som hun (og dermed desværre også publikum) hænger fast i. Og denne ikke helt uinteressante jagt efter clues giver et par pluspoint på spændingsskalaen: Selvom dagen starter forfra, rådner og visner frugt og blomster, spejlene på vægge forsvinder, og fødselsdagsfesten bliver mere og mere affolket. Men det bliver næsten for tydeligt, at meningen med galskaben er at få Nadia til at grave ind til sin kerne – som en russisk babushka-dukke…
Legen med skæbnen, tilfældets magt og forskellige tidsplaner er i sig selv spændende, og ’Russian Doll’ udnytter sin præmis originalt og selvsikkert. Men det kniber med engagementet, når serien aldrig er hverken rigtigt sjov eller rigtigt dramatisk de steder, den åbenlyst prøver at være det. Det bliver simpelthen aldrig morsomt at se nogen falde ned ad trapper eller snuble og vælte bagover.
Dertil kommer, at Nadia – og jeg er ked af at sige det – er så vanvittigt irriterende. Hun kan bedst beskrives som en no-bullshit-agtig, dominerende rappenskralde, der gestikulerer og bralrer med sin forceret hæse røst som en af gutterne fra ’The Sopranos’. Det er utvivlsomt meningen, at man skal finde hende usympatisk, men samtidig – og det er her, problemet opstår – uhyre underholdende med hendes jeg gi’r ikk’ en fuck-attitude.
’Russian Doll’ er resultatet af et samarbejde mellem ingen ringere end Amy Poehler, Leslye Headland og Natasha Lyonne, som på hver deres måde har markeret sig i nyere amerikansk kvindekomik.
Poehler var blandt hovedkræfterne på elskelige komedieserie ’Parks and Recreation’, mens Headland står bag komedierne ’Bachelorette’ og ’Sleeping with Other People’. Lyonne kender vi nok bedst som Jessica i ’American Pie’-filmene og senest Nicky i Netflix-hittet ’Orange is the New Black’.
’Russian Doll’ er Lyonnes debut som manuskriptforfatter og instruktør, og det er tilmed hende, der spiller Nadia – en rolle, hun tydeligvis har skræddersyet til sig selv, og som minder til forveksling om Nicky fra ’Orange is the New Black’, ligesom den trækker på Lyonnes personlige erfaringer som tidligere misbruger med døden faretruende tæt på. Den stærke trio bag serien gør det nemt at blive lidt skuffet.
Når man helt til slutningen af tredje afsnit, får Nadia følgeskab af den unge fyr Alan, der viser sig også at være fanget i et tidsloop, og dét samarbejde nyder seriens spændingskurve bestemt godt af – også selvom Alan heller ikke er videre interessant. Da de to meget forskellige mennesker finder ud af, at deres skæbner på en eller anden mystisk måde er forbundet, går de i gang med at afprøve forskellige løsninger for at knække koden med flere ganske fine scener til følge.
Kort sagt:
’Russian Doll’ er et usædvanligt bekendtskab, men gemmer desværre ingen overraskende sandheder inde under sine otte lag.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.
Læs også: De 20 mest ventede serier i 2019