Bolværket

Man må undre sig over, hvad den dybereliggende mening med at udsende Bolværkets debutalbum, egentlig er. For bevares, på sin første fuldlængde hoster den københavnske gruppe da et par omkvæd op, som i bedste Magtens Korridorer-stil kan få selv den mest spritstive stodder til at synge med i søvne. Men det kunne jo sådan set ordnes på en single eller til nøds en ep. Og så var man til gengæld sluppet for at tygge sig igennem hele 15 numres klumpet røvballe-grød, hvor de grovkornede pointer klæber til ganen.

Forud for pladekontrakten har Bolværket spillet Københavns boulevarder tynde med guitar og godt humør, og det giver sådan set god mening i forhold til musikkens hæmningsløse visesanger-stil, der er sammensat af lige dele ølbøvet singalong, gumpetung standardrock og konform betonlyrik – sig efter mig: Fuck normalisering, politikerne og Faderhuset!

Indrømmet, man aner en indignation over tingenes tilstand i Danmark anno 2009, hvor pladsen for skæve eksistenser bliver mere og mere trang. Og tommel op for det. Men uheldigvis er det kunstneriske udtryk så tarveligt, trivielt og tungt i røven, at man må skraldgrine over den medfølgende pressemeddelelses rablende referencer til Gasolin’, Steppeulvene og CV Jørgensen. For at sammenligne hjemlige rockhistoriske koryfæer i samme sætning som det, der mest af alt minder om Fede Finn & Funny Boyz for rockfolket, er tårefremkaldende absurd.

Der intet i vejen med at ville være folkelig, kævle bajere, synge fællessang eller for den sags skyld gå ned med flaget, men sang- og tekstskrivningen skal altså være i orden – og her fejler Bolværkets sørgelige forsøg på ironiske drikkeviser stort. Efter at have tvunget mig igennem albummet talrige gange, har jeg i hvert fald mere end svært ved at komme op med et nummer, jeg har lyst til at høre igen.