The Little Ones

I booklet’en til Superchunk’s singleopsamling ‘Tossing Seeds’ kigger Mac McCaughan nostalgisk tilbage til en tid, hvor punkbands i 70’erne slog sparegrisen i stykker for at optage en syvtommer, og så var det altså bare med at presse rillernes kapacitet med de mest sprængfarlige sange. Alle ved, det er anderledes i dag, eller rettere er kampen ikke længere at få musikken gjort hørbar, men overhovedet at få nogen til at lytte i den syndflod af udgivelser, der sprøjtes ud.

Californiske The Little Ones er på ingen måde et håbløst band. Anmeldere verden over med en hurtig finger på aftrækkeren vil henslængt snakke om den melodiøse solskinspop og 60’er-psykedeliske toner. Undskyld, men jeg hører ingen af delene. I stedet er The Little Ones et band, der har taget en overdosis Mercury Rev og The Shins. Når de kalder en sang ‘Ordinary Song’ og gør den til singleudspil, er det selvfølgelig for at pointere det modsatte, men sangen er jo noget så kedeligt som netop ordinær.

Særlig irriterende er det, at det er så åbenlyst, at dette juks af et album er hurtigt smidt sammen, uden at nogen skænkede det en tanke, at der ret beset kun var tre sange klar. De tre sange er til gengæld rigtig gode. En syvtommer med ‘Morning Tide’, ‘Gregory Chant’ og ‘Like a Spoke on a Wheel’, og det exceptionelle havde ikke blevet overskygget det ordinære.