The Whip

»I wanna be traaash!« To minutter inde albummet, og man har allerede lyst til at rive hovedet af forsangeren. Selvom teksterne ikke betyder det store i The Whips electro-inspirerede rockunivers, så hører et så klichéfyldt statement ingen steder hjemme. Et statement, som faktisk er meget dækkende for Manchester-kvartettens debutalbum, der indeholder fine ambitioner om rave-parties og søde piger, men desværre drukner i manglen på originalitet.

‘X Marks Destination’ kan sammenlignes med en pose Matador-mix. En lidt udtryksløs blanding, hvor man altid kun spiser halvdelen, og den resterende del udgøres af kedelige og ulækre stykker, som stærkt forringer den samlede oplevelse, men alligevel er en del af konceptet. Den new wave-inspirerede ‘Frustration’, den 6-minutter lange og melodisk støjende ‘Dive Bomb’ og den Digitalism-agtige ‘Sister Siam’ er tre rigtig stærke tracks, som markant hæver gennemsnittet på denne udgivelse. Åbneren ‘Trash’, den filtrerede ‘Fire’ og den synth-manipulerende ‘Blackout’ forekommer til gengæld monotone og lettere irriterende. Her imellem findes en række tracks, der overfladisk lyder meget interessante, men som i sin helhed ikke kommer nogle vegne.

I forhold til andre rockbands, der har indviet elektroniske elementer i deres lyd, så ved The Whip tydeligvis, hvordan pisken skal svinges, så et track både fungerer på dansegulvet og derhjemme. De mister desværre sig selv på vejen, og man står tilbage med et for upersonligt album, der har lidt af hvert, men slet ikke nok af det gode.