Tom Waits

Sidst Tom Waits gav koncert i Danmark stod Berlin-muren stadig, og vi blev også forbigået sidst amerikaneren gæstede Europa i 2008. Måske som en slags plaster på såret har han valgt at udgive ‘Glitter and Doom’, der er den garvede gøglers første live-album siden ‘Big Time’ fra 1988.

Derfor er det heller ikke overraskende, at fokus ligger på det nyere materiale, men der er dog afstikkere som en ekspressiv udgave af piratklassikeren ‘Singapore’. Helt anderledes indadvendt er balladen ‘Fannin Street’, der med sparsomt akkompagnement lader Waits træde i karakter som den geniale tekstformidler, han er. De anekdoter mellem numrene, som er en uundgåelig del af en Waits-koncert, er i øvrigt ganske fornuftigt henlagt til en separat disk, så der ikke opstår ophold i musikken.

Sangene er hentet fra koncerter i blandt andet Dublin, Milano og Tulsa men sammensat af Waits selv, så de fornemmes som en koncert. Alligevel bygges der ikke op til et larmende klimaks i løbet af albummet, og de gøglede cirkuskabareter er i undertal i forhold til de eftertænksomme bodegaballader.

Tom Waits har i kraft af sin næsten ikke-menneskelige stemme altid været svær at sætte alder på. Men faktisk fylder han 60 ganske snart, og alderen kan godt fornemmes på koncertudtrykket, der har mere vægt på hvisken end hvæsen, og som på trods af sit musikalsk gedigne niveau desværre ikke tilføjer noget nyt til myten Tom Waits. Men i mangel på den ægte live-vare inden for landegrænserne, er ‘Glitter and Doom’ bestemt en solid erstatning.