Grails

Hvis man begiver sig ud i en genre som postrocken, hvor kun intrumenterne får lov til at tale, er man nødt til at besidde en vis evne til at variere musikken og fange lytteren endnu mere, end hvis musikken er beriget med en vokal. Der er ingen ord til at fortælle, hvad der blev tænkt, da nummerene blev skrevet, så man må selv danne sine egne billeder inde i hovedet. Lige netop på den front kniber det desværre en del for Grails. Musikken er temmelig pompøs men generelt også pæn og uskadelige, og den gør dermed heller ikke det store indtryk.

En gang i mellem strammer de sig an og vrider musikken ud i skurrende disharmonier men for størstedelen af numrenes vedkommende er de jævne og uden nogen rigtig imponerende fremdrift eller klimaks. Man bliver hverken blæst bagud af pludselige skift fra total tavshed til øredøvende støj eller stille og roligt hypnotiseret af evindelige gentagelser.

For postrock at være er numrene korte, og jeg synes, det gør det sværere at få den samme indlevelse, som man gør med deres kollegers længere numre. Selv vinder Grails dog en del ved at blive gentaget, men det ændrer ikke på, at det i sidste ende er kedsomheden, der sejrer over Grails.