The Alpine
Ambitioner er der nok af på danske The Alpines andet album ‘There’s Only So Much You Can Do’. Ikke nok med at den musikalske palet både rummer nuancer fra hitlistepop, indierock, country, disco og funk; albummets tekster beskæftiger sig med alt mellem personligt motiverede kærlighedshistorier og globalt bekymret samtidskritik.
‘Maximize Me’ sparker døren ind til albummet med ‘ba-ba-ba-uh’-kor og enkle, men effektive harmonier, inden ‘Youniverse’ tager over med lystigt klimprende klaverakkorder og en melodi, der er vækker minder om festrockerne fra Scissor Sisters.
På ‘Ayers Rock’ bliver den rendyrkede poprocktone diskret undermineret af lurende dub-effekter, der sagtens ville have kunnet tåle at blive hevet længere frem i lydbilledet. Ligesom femkløveret går linen ud på den højtidelige, men ikke videre vellykkede western-pastiche/Busk-kritik ‘Oil’. Og så er der såmænd også tid til både potent sprinterrock med hvinende synths a la landsmændene fra The Fashion på ‘Race Walking’ og en løssluppen koklokke-disko-funk-flirt på ‘Ladies of the Eighties’.
‘There’s Only So Much You Can Do’ er kort sagt en afvekslende og kulørt, men desværre også frustrerende lytteoplevelse. For ganske vist må man applaudere The Alpines energi og genreoverskridende udsyn, men evnen til at holde de mange bolde i luften igennem albummets 12 sange har gruppen desværre ikke helt.