Taylor Swifts nye single ‘Me!’ er en pastelfarvet eventyrromance, der gæstes af Brendon Urie fra Panic! at the Disco. Sangen er måske lige lovlig sukkersød for nogle, men én ting må man give popstjernen: Hun er gået all-in på sin nye stil. Det kunne man bevidne til nattens Billboard Music Awards, hvor Swift og Urie spillede ‘Me!’ sammen for første gang.
Optrædenden bød nemlig på et helt lyserødt marching band, pastelfarvede dansere og en Brendon Urie, der svævede ind på scenen med en paraply i bedste musical-stil. Det er nok ikke ligefrem en performance, der kommer til at overbevise dem, der synes det nye udtryk er lige lovlig leflende. Men manglende dedikation til stilen kan man ikke klandre Taylor Swift for.
Sangens mindst ligeså farvestrålende musikvideo er derudover også en stor succes. ‘Me!’-videoen blev set 64 millioner gange i det første døgn og slår dermed Ariana Grandes ‘Thank U, Next’, der blev set 55 millioner gange på 24 timer i januar. Det gør ‘Me!’ til rekordholderen for flest visninger på et døgn for soloartister og for en kvindelig artist. Swifts egen personlige rekord var ‘Look What You Made Me Do’, der nåede op på 33 millioner visninger.
Læs også: Brev fra en ægte fan: Kære Taylor Swift, hvem er du egentlig?