Peter Morén

Uden Björn og John har Peter udgivet sit første album som soloartist. Alene på skansen er Peter Morén langt mere stille og inderlig. Her er hverken glade, tempofyldte popmelodier eller fløjtende omkvæd, til gengæld får man akustisk guitarspil og kærlighedshistorier i læssevis. Morén har nemlig fundet sin egen stil på solodebuten, der adskiller sig betragteligt fra, hvad han ellers bedriver med sit band.

På albummet, der i øvrigt deler titel med F. Scott Fitzgeralds kærlighedsroman fra 1941, springer Morén for alvor ud som den store romantiker. Ved hjælp af enkle greb fortæller han historier, der alle relaterer sig til kærlighed.
Det er prisværdigt, at han på denne måde kaster sig hovedkulds ud i emotionelle beretninger. Særligt vellykkede er sangene ‘Le Petit Ceur’, hvor han skifter mellem Cohen’sk vokal og skæve franske gloser, og ‘Social Competence’, hvor han gør brug af en fin, afdæmpet dramatik i melodiopbygningen.

Måske Peter Morén har trængt til ro efter den hektiske aktivitet, som gennembruddet med Peter, Bjorn & John medførte, i hvert fald hviler der en indadvendt stilhed over alle sangene. Men albummet bliver dog aldrig mere end en stor parentes, da der trods gode intentioner simpelthen ikke findes tilstrækkelig med interessante numre. Mest af alt er ‘The Last Tycoon’ et udspil, der er utrolig rart at falde i søvn til.