Rent Mel
Drengerøvene fra Rent Mel prøver med et energifyldt ‘intronummer’ at ‘sætte pisset i gang’, dette gøres kort og præcist. Der er hermed lagt i kakkelovnen til et album, hvor enkle men fængende beats skal danne ramme for energiske rapperes trang til at vise egne evner og imponere lytteren. Desværre sker det ikke med albummet her. De ellers udmærkede produktioner på albummet fra Atilla Dogan, bliver suppleret med ok rap, hvis største problem er det begrænsede ordforråd og manglende opfindsomhed.
Gennem albummet tvinges lytteren til at følge med på trivielle byturs-beskrivelser og seksuelle eskapader uden spænding. Dette suppleres med Nik & Jay lignende kærlighedshistorier, hvor både musisk tempo og rapflow på nummeret ‘Krig i København’ umiskendeligt minder om førnævnte gruppe, og det er bestemt ikke her, at Rent Mel imponerer. Anderledes fornemt er dog beatet til ‘Yo Yaw’, som med sit eksotiske loop og fængende bas nærmest ligger ordene i munden på Mikkel, og tilsammen får de skabt det bedste nummer på albummet, som ærgerligt nok kun er givet 1 minut 46 sekunders levetid, men i dette korte tidsrum giver nummeret på fornem vis associationer til The Last Emperors meget stemningsfulde debutplade.
Forcen i Rent Mels musiske bredde, der både skeler til øst- og vestkysten (i USA), bliver samtidig deres problem, for det virker som om de meget forskellige rapflows fordret af musikkens varierende ‘stemninger’, fjerner rappernes fokus fra rapkunsten og fremstiller Jooks, Mister T, Mikkel Mund og Hennessy, i et forum, hvor de ikke rigtig er bevendte. Dette er mest tydeligt på de numre, hvor ‘sukkerrappen’ skal leveres. Med en enkelt mindre undtagelse i titelnummeret ‘ Ingen Stress’, som i en ufortyndet udgave bringer G-funken til Danmark, så en blanding af sirup, fløde og cigar-os får ‘pladens’ rotation til nærmest at gå helt i stå.
Albummet har dog et fastankret ståsted, som får bevist, at dette er en gruppe med egne valg og fabrikationer af både raptekster og produktioner. Her skeles ikke primært til hitpotentiale, men ærgerligt nok får de med deres stereotype fremstillinger af dagligdagens emner, leveret en masse numre, som alle virker mistænkeligt bekendte. De får med deres jargon, desværre ikke bragt meget nyt til dansk hiphop og skaber hovedsageligt en smal appel til det hiphop-publikum, der, lidt firkantet sagt, holder af at fyre den af fredag og lørdag med en flaske i hånden, og som har en umiddelbar og forholdsvis ubekymret indstilling til egen adfærd,. Men er man til den slags musik, så er albummet absolut værd at høre!