Sterling

Sterling er et lidt underligt band. Trioen, der består af Jonas Linnet, Ole Jeppesen og Mads Nygaard, er nemlig meget lette at forveksle med en masse letfordøjelig dansk popmusik. Ved første lyt er der således ikke langt fra Sterlings iørefaldende toner til Johnny Deluxe, Rasmus Nøhr og Thomas Buttenschøn. Og så viser det sig alligevel ret hurtigt, at der er en verden til forskel.

Måske er det fordi, inspirationskilderne er i orden, at bandets tredje album er en så opløftende lytteoplevelse. Sterling kan deres Kliché og deres Love Shop. Og så kan de naturligvis også deres danske litterære klassikere. Det betyder, at bandet uden at tøve, og uden at det virker søgt, sætter musik til Emil Aarestrups berømte digt ‘Angst’, så de klassiske linjer »Hold fastere omkring mig med dine runde arme« pludselig er omdrejningspunktet i en af årets indtil videre bedste dansksprogede kærlighedssange.

Musikalsk bevæger trioen sig i et synthpoppet univers tilsat gnistrende guitar-hooks, og numre som ‘Klasselotteri’, ‘Spring for dit liv’ og ‘Liv på Mors?’ kan meget vel gå hen og blive soundtracket til den kommende danske sommer. Det burde de i hvert fald.

Med ‘Tonemaskinen’ beviser Sterling, at man hverken behøver at tage sig selv dødsens alvorligt eller lallende idiotisk for at lave god og effektiv popmusik. Man kan sagtens bare være sig selv. Det kan der nemlig komme noget helt fremragende ud af en gang imellem.

Sterling. 'Tonemaskinen'. Album. Speed of Sound/A:larm.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af