NorthSide: New Order viste, at kvalitet ikke har nogen udløbsdato

NorthSide: New Order viste, at kvalitet ikke har nogen udløbsdato

Der findes sange, som er fuldstændig umulige at slide op. Lørdag aften sluttede New Orders koncert på NorthSide med to af dem: Deres egen ‘Blue Monday’ og ‘Love Will Tear Us Apart’, som blev den sørgelige svanesang med Ian Curtis, mens de stadig var Joy Division.

Det er numre så tindrende melodiøse og med så præcise og eviggyldige formuleringer om kærlighedens facetter, at de stadig går rent ind. Man måtte derfor lige sunde sig et lille minuts tid, efter de havde klinget af i Ådalen efter New Orders aldeles fremragende optræden.

Selv om Peter Hook ikke længere er med, og det således ’kun’ var sanger/guitarist Bernard Sumner, trommeslager Stephen Morris og keyboardspiller Gillian Gilbert fra det originale lineup, funklede eks-bassistens bjergtagende baslinjer som ædelsten, mens skumringen sank nedover publikum foran blå scene. Således stod ‘Ceremony’ og ‘Vanishing Point’ solidt grundfæstet i koncertens fundament, og den nye stand-in Tom Chapman gjorde en absolut hæderlig indsats.

Det var også dejligt at se, at omend New Order serverede et tilbageskuende vue gennem karrierens store stunder, fremstod de på ingen måde som et band, der lød bedagede eller over the hill.

‘Sub-Culture’ var opdateret med en tidssvarende techno-vibe og bragede afsted som et varmt hjerte, der dunkede i takt til kroppens trang til dans på en måde, der tydeligvis greb enhver i forsamlingen. Ligeså var en skæring af nyere dato som ‘Plastic’ en fin påmindelse om, at New Order næsten fire årtier inde i karrieren stadig kan servere deres signaturlyd, så den lyder dugfrisk og medrivende.

Og revet med blev man i den grad af den stort set konstante euforiske fest, som så lige fik et ekstra nyk op med ‘Bizarre Love Triangle’ og ‘True Faith’, der sammen med ‘Blue Monday’ og ‘Love Will Tear Us Apart’ tronede blandt koncertens mange højdepunkter.

Kvalitet har ganske enkelt ingen udløbsdato, og på NorthSide viste New Order hvorfor.


Kort sagt:
Med et overlegent udvalg af karrierens stjernestunder leverede New Order en fortryllende fest på NorthSide.

Læs alle vores anmeldelser fra NorthSide HER.

New Order. Koncert. NorthSide, Blue Stage.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af