The Chap

London-kvintetten The Chap fortsætter på deres femte album med at dekonstruere den klassiske indiepop-sang. Anstrengelserne resulterer i en til tider finurlig og snurrende omgang indietronica, som det er tilfældet på den veloplagte åbner ‘We’ll See to Your Breakdown’ og den hitpotentielle ‘We Work in Bars’, der drives frem af opfindsomt akustisk guitarspil og et svært smittende omkvæd, hvor sanger Johannes Van Waizsäckers dovne vokal fornemt mikses med sangerinden Claire Hopes sfæriske englekor.

Bandet ligger brak på ‘Obviously’, der lyder som et nummer The Notwist eller Lali Puna har kasseret, og på den lidt langsommere og kedsommelige ‘Gimme Legs’, der trods den lidt lumre titel aldrig når at blive bare tilnærmelsesvis fræk. Så går det bedre på titelnummeret, der lyder som en lettere aristokratisk brite i kælen leg med et Kraftwerk-track og et opklippet basspor, og hvor vokal og tekst pludselig humoristisk parafraserer The Boss’ ‘Dancing in the Dark’.

Herefter ryger kvintetten desværre ud på meget dybt vand på den mildest talt enerverende ‘Nevertheless, the Chap’, der lyder som en flok speedede rollinger, der har fået lov til at slå sig løs i et pladestudie. Sangenes kvalitetsniveau fortsætter med at veksle fra det glimrende til det i bedste fald hæderlige, og bandet kunne med fordel have sorteret de gode numre fra og i stedet have udgivet en stærk ep.