Ti danske kortfilm, du skal se på årets Odense International Film Festival

Igen i år blænder den fynske hovedstad op for kortfilmfestivalen OFF – Odense International Film Festival, som løber af stablen 26. august til 1. september. Årets danske program bobler over af unge instruktørtalenter, etablerede skuespillere og vilde ideer. Vi har gransket det massive program og anbefaler en række af de mest tillokkende film.
Ti danske kortfilm, du skal se på årets Odense International Film Festival
Rosalinde Mynster i 'Stakler' instrueret af Joachim Morre.
‘Draget’ instrueret af Christian Bengtson.

’Draget’

Instruktør Christian Bengtson blev Robert-nomineret for sin seneste kortfilm, ’Shiva’. Nu er han tilbage med ’Draget’, løst baseret på Hans Otto Jørgensens digtsamling ’Nåden’, som allerede er blevet shortlistet til endnu en Robert. Her spiller Henrik Birch den ensomme Thomas, som lever isoleret på sin landejendom. Hans eneste kontakt med omverdenen er de østeuropæiske arbejdere, han har ansat på gården. Henrik Birch har tidligere vundet en Bodil og en Robert for sin rolle som nordjysk fisker i ’Klumpfisken’.

 

‘Bror’ instrueret af Sara Hjort Ditlevsen.

’Bror’

Skuespilleren Sara Hjort Ditlevsen (’Undskyld jeg forstyrrer’, ’Perfekte steder’) debuterer med kortfilmen ’Bror’ som instruktør. I centrum for den følelsesfulde film om søskendekærlighed står gymnasieeleven Katrine, som skal mødes med sin bror, hun ikke har set, siden de var helt små.  I rollen som Katrine finder vi Laura Kjær, som man sidste år kunne se i en birolle i ungdomsfilmen ’Team Albert’ og en mindre rolle i Isabella Eklöfs ’Holiday’.

 

’Studie udi menneskedyret no. 38- HJERTEKVALER’ instrueret af Jacob Møller.

’Studie udi menneskedyret no. 38: HJERTEKVALER’

»Det er så yndigt at følges ad«, synges der i traileren til Jacob Møllers afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, som bliver beskrevet som en humoristisk og livsbekræftende film om menneskeracens evige trang til at påføre andre personer kærestesorger. I otte kapitler følger vi forskellige mænd på et lukket behandlingscenter for hjertesorger, mens vi sideløbende følger en kejserpingvins rejse igennem Arktis for at blive genforenet med sin udkårne. Filmen er shortlistet til en Robert-nominering og er skrevet af instruktøren selv i samarbejde med Christian Bengtson.

 

‘Knæler’ instrueret af Roberta Reichhardt.

’Knæler’

Endnu en ung skuespiller får sin instruktørdebut, nemlig Roberta Reichhardt (’Sjit Happens’). I ’Knæler’ fortæller hun historien om Helle Pii, der flytter ind i et bofællesskab sammen med sit terrarie med tilhørende knæler. Men væggene er tynde i den nye lejlighed, og Helle Pii overhører noget, der ændrer alt. Nanna Koppel (Karla-filmene) spiller Helle Pii, mens Roberta Reichhardt selv spiller rollen som hendes roomie, Molly. ’Knæler’ er også med i opløbet om en nominering for årets bedste kortfilm ved Robert Prisen 2020.

 

‘Partisan’ instrueret af Jahfar Muataz.

’Partisan’

Efter sin fars død har den tidligere verdensmester i kickboksning Soufian svært ved at finde motivationen til at gå tilbage i ringen. Han starter i stedet på et svejseværksted for at forsørge sin familie, mens respekten for ham på gaden tager et alvorligt dyk. Instruktør Jahfar Muataz har tidligere på året bevist sit værd som instruktørassistent på Ulaa Salims debutfilm ’Danmarks sønner’, ligesom han har vist sig fra sin musikalske side med musikvideoer for Amro og Gio.

 

‘Stakler’ instrueret af Joachim Morre.

’Stakler’

I Joachim Morres ’Stakler’ opdager Ronja, at hun bliver forfulgt af en mystisk kvinde. Til at starte med er hun mere draget end skræmt, og da hun opdager, at kvinden også følger efter andre, bliver hun drevet af jalousi. I rollen som Ronja ser vi Rosalinde Mynster, som sidste år kunne ses på det store lærred i de historiske film ’I krig og kærlighed’ og ’Christian IV – Den sidste rejse’. Derudover er også Ellen Hillingsø på rollelisten.

 

‘Ikki illa meint’ instrueret af Andrias Høgenni.

’Ikki illa meint’

Vi kender sikkert alle det at støde på en person i supermarkedet, man ikke har lyst til at snakke med. Dette er præmissen for den færøskfødte Andrias Høgenni afgangsfilm fra Super16, ’Ikki illa meint’. Filmen fortæller historien om Elinborg (Mariann Hansen) og Marita (Sissal Drews Hjaltalin), som støder på hinanden i Føtex. Samtalen starter civiliseret med udvikler sig pludselig drastisk. Udover at være shortlistet til en Robert for Årets kortfilm 2020, så vandt ’Ikki illa meint’ tidligere i år Canal+’s kortfilmpris i Cannes. Vores udsendte fangede den på festivalen, hvor han var meget begejstret.

 

‘Animals’ instrueret af Tue Sanggaard.

’Animals’

Traditionen tro er der også animationsfilm i årets festival-program. Tue Sanggaards ’Animals’ bizarre, næsten dialogløse film udspiller sig i en metrokupe, hvor ni mennesker pludselig bliver fanget, da togenes døre låser. Der opstår nu en kamp for at komme ud. I takt med at desperationen og kaosset vokser, bliver filmsproget også vildere og vildere. Tue Sanggaard er uddannet fra The Animation Workshop i Viborg, og ’Animals er hans afgangsfilm.

 

‘’Hvis der var krig i norden’ instrueret af Puk Grasten.

’Hvis der var krig i norden’

Puk Grasten blander samfundskritik og animation i denne eksperimentelle kortfilm, der skildrer et Danmark under et højrenationalistisk styre, som erklærer krig imod resten af Skandinavien. Historien bygger på en roman af Janne Teller. Gennem hvad-nu-hvis-scenarier tvinger den seeren til at tage stilling til emner som grænsekontrol, EU-modstand og nationalisme. Puk Grasten har tidligere stået bag den dansk-amerikanske spillefilm ’37’. ’Hvis der var krig i norden’ er shortlistet til en Robert for årets bedste kortfilm.

 

‘Distant Love’ instrueret af Andreas Merrald og Julie Kristensen.

’Distant Love’

I dokumentarfilmen ’Distant Love’ møder vi fem par, som alle er i langdistanceforhold. Igennem Facetime- og Skype-opkald følger vi deres frustrationer over afstanden, mens de forsøger at holde kærligheden i live. Dokumentaren er instrueret af de to fotojournaliststuderende Andreas Merrald og Julie Kristensen, som vandt førsteprisen for bedste lange indslag ved Årets Pressefoto i 2018 med netop ’Distant Love’.

Se det fulde program til dette års OFF her

Læs også: Den Danske Filmskoles fiktionsfilm årgang 2019: Fra det dragende til det rørende og DR3-parate

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af