Når det danske filmår 2019 skal gøres op ved diverse prisuddelinger, kan man nok roligt spille sine penge på, at Trine Dyrholm løber med statuetterne for sin tour de force som stedsøn-begærende advokat i den fremragende ‘Dronningen’.
Men nu har Dyrholm allerede linet sit næste store danske projekt op. Det bliver Henrik Ruben Genz’ ‘Erna i krig’, hvor hun spiller den stærke sønderjyde Erna, der i 1918 gør alt for, at hendes enfoldige søn (spillet af Sylvester Byder) ikke skal til fronten i Første Verdenskrig. Da det ikke lykkes, følger hun med til slagmarken, hvor hun bytter identitet med en deserteret soldat, klipper håret og lader sig indrullere i regiment 86.
Her finder hun sig pludselig i en ultramaskulin verden, mens hun undervejs forelsker sig i smeden Anton, spillet af Anders W. Berthelsen. Også Ulrich Thomsen er på rollelisten.
Historien bygger på Erling Jepsens roman, mens manuskriptet er skrevet af Bo Hr. Hansen. og Genz. Genz er blandt andet kendt for ‘Frygtelig lykkelig’, der også var efter Jepsen-forlæg.
Læs også: Trine Dyrholm nedbryder alle grænser – »Jeg vidste simpelthen ikke, om jeg kunne spille rollen«