Efter at have tilbragt over et årti i kløerne på USA’s restssystem er Meek Mill nu endelig fri. Ikke på prøveløsladelse, ikke i husarrest: Helt fri.
Rapperens oprindelige dom viste sig nemlig at være baseret på vidneudsagn fra en korrupt politibetjent og var derfor ugyldig. Nu har Meek Mill accepteret en mindre dom for ulovlig våbenbesiddelse, som han allerede har afsonet, og han er dermed 100 procent fri.
Philadelphia-rapperen har længe været fanget i en slags skærsild, hvor han ikke var i fængsel, men konstant så sin prøveløsladelse blive forlænget, delvist på grund af exceptionelt små forseelser.
Senest har Mill og Jay-Z slået sig sammen for at starte en kampagne mod den måde, USA’s retssystem bruger prøveløsladelsessystemet til at holde (især sorte) mennesker fanget med én fod i fængsel. Meek Mill har for eksempel været på prøveløsladelse i over et årti. Den nye reformbevægelse, og Free Meek-bevægelsen, der har støttet ham selv, talte Meek Mill om direkte efter dommen foran en forsamling i Philadelphia.
»Free Meek hjalp mig med at komme herhen. Jeg er ikke på prøveløsladelse mere. Tak, det sætter jeg pris på. Jeg ville bare komme herhen selv og takke alle dem, der har støttet mig, fordi jeg ved, I nok har familiemedlemmer i fængsel eller kender folk, der går igennem de samme ting som mig. Jeg vil fortsætte med at gøre, hvad jeg gør, med reformbevægelsen og hjælpe dem, der hjalp mig«.
Den uhyre umyndiggørende og udmattende kamp mod systemet er netop blevet filmatiseret af Amazon i en dokumentarserie. Men nu har historien – i hvert fald for Meek Mills vedkommende – altså fået en lykkelig slutning.