Fra kasino til folkeeventyr: (Sandy) Alex G samler på magisk vis trådene på det forunderlige ‘House of Sugar’
Rustikke countrysange, robot-vocoder, fjollede cowboyaccenter, eksperimenterende elektroniske instrumentalnumre og lag af gentagne vokalstykker. På papiret burde sangene på (Sandy) Alex G’s nye album simpelthen ikke give mening som et sammenhængende værk.
Der shoppes rundt i de musikalske indflydelser og indskydelser i et tempo, der meget let kunne få det hele til at falde fra hinanden. Alligevel har den 26 år gamle amerikanske sangskriver med det borgerlige navn Alex Giannascoli på ‘House of Sugar’ formået at samle trådene i en sådan grad, at westernguitar og violiner sømløst glider over i skærende synthezisere og digitalt manipulerede vokaler.
Tracklisten er simpelthen skruet sammen, sådan at sangene altid føles som naturlige forlængelser af hinanden. Lige meget hvor forskellige de rent faktisk er. Som når den country-travende ‘Southern Sky’ efterfølges af ‘Gretel’, der skævvrider det traditionelle sangskriverudtryk og fungerer som en sonisk overgang til de tre semiinstrumentale numre ‘Taking’, ‘Near’ og ‘Project 2’. Tre sange, der langsomt, men sikkert rykker udtrykket endnu længere væk fra countryæstetikken og mod noget mere eksperimenterende og elektronisk, der på sidstnævnte nummer kunne lyde som noget Oneothrix Point Never har skrevet.
Det burde ikke fungere, men det gør det, og som for lige at understrege pointen, så følger (Sandy) Alex G de elektroniske eksperimenter op med skør yeehaw-country komplet med (elendig) falsk sydstatsaccent på ‘Bad Man’, der starter fjollet, men ender med at være sært rørende. Sådan skifter albummet hele tiden karakter. Mellem det fjollede og det dybtfølte. Mellem det eksperimenterende og den gode melodi. Mellem landlig hygge og metallisk uhygge. Mellem det traditionelle og det futuristiske.
Albummets titel refererer både til huset af slik og kager i eventyret om Hans & Grete og SugarHouse Casino i Giannascolis hjemby Philadelphia. Et fiktivt hus og et virkeligt kasino, der umiddelbart heller ikke har meget tilfælles. I centrum for begge steder står dog grådigheden, og flere af albummets sange kredser på vidt forskellig vis også om grådigheden, dens følger og faldgruber.
Her er både dybt personlige tekster, som fortællingen om en god vens overdosis på sangen ‘Hope’, og fabuleringer over kendte folkeeventyr som på ‘Gretel’. En sang, der ifølge Giannascoli selv er en genfortælling af eventyret, hvor Grete efterlader sin bror til døden i heksens hus af slik og kager, men selv efter flugten ikke kan tænke på andet end at vende tilbage til heksen, så hun kan spise mere slik.
»It’s calling me back / House of sugar…«
Men her er også mere klassisk storytelling som i ‘Crime’, hvor fortælleren lader en anden tage faldet for sine ugerninger, så han kan fortsætte sit liv med kvinden han elsker. Og så er der den om gambleren, der er fanget på kasinoet i albumlukkeren ‘SugarHouse’, der endda serveres i en Springsteensk liveudgave komplet med saxofon og hele molevitten.
»When our children go digging for answers / I hope they can put me together again«, synger Giannascoli som de allersidste linjer på albummet. Linjer, der på fin vis opsummerer de foregående 37 minutter.
‘House of Sugar’ er nemlig ikke noget let album at finde hoved og hale i. Det er på én gang fragmenteret og forunderligt sammenhængende, og det er op til lytteren selv at dykke ned i de mange lag og stykke en form for mening sammen. Men har man tålmodighed til det, er albummet en fremragende og givende lytteoplevelse.
Kort sagt:
Westernguitar og violiner smelter sømløst sammen med skærende synthezisere og digitalt manipulerede vokaler på (Sandy) Alex G’s ‘House of Sugar’. Det burde ikke hænge sammen, men den amerikanske sangskriver formår på magisk vis at samle trådene på et både udfordrende og givende album.