‘Åbner cirkler’: Tårn udfordrer konventionerne på en flot og svævende samling popfortællinger
»Du gør mig let indeni«, synger Tårns Erik Apollo på det danske orkesters tredje album. Og det er meget beskrivende for den oplevelse, det er at høre bandets svævende, semi-elektroniske popmusik. Selv frontmandens efternavn leder tankerne hen på at svæve vægtløst rundt i en rumraket.
Det bærende element i Tårns musik er teksterne. For selv om temaerne godt kan være tunge, gør Apollos enkle sprog, at det er nemt at sætte sig i sangskriverens sted. Det er befriende at høre de store emner blive behandlet med ord, vi alle kan forstå, som når Apollo på den fine trofasthedserklæring ‘Stivner’ synger: »Du ved, jeg er der, når du kæmper med spejlet / du ved, jeg holder om dig, når alt inden i dig stivner«.
Til at bakke det lette sprog op, leveres linjerne også på meget fine melodier, der som floder slynger teksterne ned gennem sangenes landskaber. Nogle gange hurtigt, nogle gange langsomt, med små trin og store spring. Af springene er især linjen »Forstå mig ret, jeg ønsker dig intet ondt« på ‘Intet ondt’ rigtigt godt skrevet og flot leveret i et utraditionelt parløb mellem vokal og bas.
Med den lethed, Tårn leverer i deres tekster og melodier, kunne de næsten slippe af sted med hvad som helst i det underliggende lydbillede. Alligevel balancerer de flot mellem på den ene side at bakke det svævende udtryk op med blandt andet lange akkorder på elguitarer og flydende synthesizere, og på den anden side at smide nogle interessante, utraditionelle forstyrrelser ind, som sikrer, at det ikke kammer over i letfordøjelig flødepop.
Det er især tydeligt i det rytmiske sprog. Trommerne ligger langt fremme i mixet og spiller en markant rolle på mange af numrene. Og selv om det er svævende pop, spiller trommerne ofte grooves, der snarere kommer fra rock- og funksproget. Nogle gange giver et hurtigt groove et tiltrængt modspil til en ballade (‘Stivner’), på ‘Ingen holder dig’ er det vildt og rocket, på ‘Under himmeltag’ er det komplekst med skiftende taktarter, og på ‘Blå stjerne’ er trommerne mest af alt funkede. Og det gør meget godt for at fastholde lytterens opmærksomhed.
At Tårn ikke holder sig til tidens popkonventioner er befriende, og det kan også mærkes i det harmoniske sprog, der snarere leder tankerne hen på rockballader, for eksempel på ‘Ingen holder dig’. Det giver igen det lette sprog et tiltrængt modspil og sikrer, at det føles svævende, men ikke tomt.
De mange fremmede elementer in mente er det imponerende, at ‘Åbne cirkler’ hverken føles som en funk- eller rockplade. Det er den samme svævende poplyd, der styrer indtrykkene og giver en fornemmelse af lethed gennem næsten alle albummets numre. Og det betyder, at de utraditionelle elementer snarere tøjler letheden og sikrer, at den ikke føles ulidelig.
Kort sagt:
Tårn har skabt en flot og svævende samling popfortællinger, der samtidig udfordrer konventionerne.