Black Dub

Man skal huske at klappe af dem i køkkenet. Eller i maskinrummet. Eller hvor de nu måtte husere i anonymitet og gøre livet mere behageligt for os andre. Produceren Daniel Lanois er en af de få, der er blevet superstjerne uden rampelys, blandt andet for sin himmelsending af U2 og sin genfødselshjælp til Bob Dylan.

Men den canadiske mixerpultbetvinger har også en ambitiøs solokarriere. Han har i årevis arbejdet på det, han kalder sin dub-lyd, og nu er den her. Med sig til at undfange denne lyd har han jazztrommeslager Brian Blade og bassist Daryl Johnson. Samt den ukendte sangerinde Trixie Whitley, ej at forglemme. Og selv om pladen er iscenesat som Lanois’ projekt, tager det den unge sangerinde cirka et vers at stjæle hele showet.

Albummet bærer præg af at være indspillet af rockdrenge. Black Dub går ikke ‘all Jamaica’. Eksempelvis er udgaven af Tenor Saws 1985-dancehallhit ‘Ring the Alarm’ alt for rodet og kan knap kaldes en coverversion. Bedst er Black Dub, når de læner sig tilbage og lader bassen råde. Som på singlen ‘I Believe in You’ og den stilfærdige ‘Silverado,’ hvor mændene brillerer med korharmonier, der ligger et sted mellem roots reggae og gospel.

Men ved endt lytning er det Trixie Whitley, der rumsterer videre i ørerne. Det er hende, der redder balladen ‘Surely’ fra at lide en grum druknedød i Lanois’ til tider lige lovlig sukrede studiesovs. Alligevel, når Trixie Whitley bliver megastjerne, må vi huske at klappe lidt af hendes mentor Daniel Lanois også.