Nightlands

Til daglig fungerer den Phillidelphia-baserede musiker Dave Hartley som bassist i bandet The War on Drugs, der  trods af en række glimrende udgivelser nok stadig er bedst kendt som bandet Kurt Vile tidligere var medlem af. På albummet ‘Forget the Mantra’ springer Hartley med soveværelses-projektet Nightlands ud som solokunstner, hvilket heldigvis fungerer fremragende for ham det meste af tiden.

Det er ikke noget tilfælde, at der på albummet optræder en coverversion af Beach Boys’ ‘Til I Die’ fra 1971, for Hartleys projekt synes gennemsyret (med tryk på syre!) af den Brian Wilson’ske tilgang til at komponere sange, hvor LSD-trippede tåger smyger sig omkring funklende popmelodier. Det fungerer i særdeleshed rigtig glimrende for Hartley på albummets første halvdel, og især ‘300 Clouds’, ‘Suzerain (A Letter to the Judge)’ og ‘God What Have I’ fungerer som en trio af rendyrket drømmeguf for øregangene, hvor myriader af lyde mødes i inspireret sonisk leg. Her kan fans af de seneste års dreamwave-bølge sagtens falde til patten.

Lidt over halvvejs begynder man dog at blive en kende træt, og udtrykket begynder at blive for gentagende og stillestående. Der er dog mere godt end skidt, og alt i alt har Nightlands formået at kreere en ganske vellykket debut, der er rig på tekstur og musikalsk legesyge.