‘Marriage Story’: Adam Driver og Scarlett Johansson knuser dit hjerte
Noah Baumbachs skilsmissedrama ‘Marriage Story’ har en perfekt start. Og en perfekt slutning. Og alt indimellem er sådan set også perfekt.
Åbningen er en forlænget version af den montage, som genialt udgjorde filmens to teasertrailere fra hver hovedpersons synspunkt. Tilsat Randy Newmans romantiske, nostalgiske musik opremser Nicole (Scarlett Johansson) og Charlie (Adam Driver) i en voice-over hver især, hvad de elsker ved den anden. Charlie elsker at være far, også de ting, man burde hade, som mareridt og hysteriske anfald. Han får alle i sin teatertrup til at føle sig set, og han er altid velklædt. Nicole er en mor, der virkelig leger, hun klipper hele familiens hår, og hun er Charlies yndlingsskuespiller. De er begge konkurrencemindede, hvilket kommer til at bide dem i halen senere.
De ømme kærlighedserklæringer med charmerende klip fra familiens hverdag med deres otteårige søn, Henry (Azhy Robertson), i Brooklyn og som henholdsvis instruktør og hovedskuespiller i en avant garde-teatertrup, får os med ét til at holde af parret. Men så trækker Baumbach brutalt tæppet væk under os. Det viser sig, at de har komponeret listerne på opfordring fra en mediator, som de har hyret til at hjælpe dem igennem deres separation. Nicole nægter at læse sin liste højt og stormer ud ad døren. Skilsmissen står ikke til diskussion, selvom Charlie stadig er i fornægtelse.
Snart tager Nicole Henry med til L.A., hvor hendes mor (Julie Hagerty) og søster (Merritt Wever) bor, og hvor hun har fået en stor rolle i en potentiel tv-serie. Vi lærer, at Nicole som ung opgav sin spirende filmkarriere for at blive stjerne i Charlies kompagni, men altid har ønsket at vende tilbage til L.A. Nu ser hun chancen for at være tættere på sin familie og genoptage en uafhængig skuespillerkarriere. Charlie kan til gengæld ikke forestille sig at forlade New Yorks teaterliv. »Vi er en New York-familie«, gentager han til alle de advokater, der snart bliver involveret i parrets eskalerende skilsmisse.
I starten er parret enige om at skilles som venner. Men da de står stejlt på hver sin kyst, hyrer Nicole på en kollegas anbefaling stjerneadvokaten Nora Fanshaw, spillet syleskarpt af Laura Dern, der skifter mellem indladende at vinde Nicoles tillid med biscotti og forståelse til (retteligt) at tordne imod samfundets forskellige forventninger til mødre og fædre og angribe som en haj i retten. I en fænomenal scene under deres første møde bryder Nicole grædende sammen og fortæller i en lang og uhyre velspillet monolog om forholdet til Charlie, fra sin stormende forelskelse til følelsen af at stå i skyggen af hans store kunstnerego.
Mens Baumbach giver Nicole rig lejlighed til at forklare sig og er kritisk over for Charlies egoadfærd og selvmedlidenhed, er filmen primært på naive og forsmåede Charlies side. Han ved ikke, hvad der har ramt ham, da han får et opkald fra Nora, der truer med at tage forældremyndigheden fra ham, og må finde sig en advokat i en fart. Empatiske Bert Spitz (Alan Alda) virker som det rigtige valg – men måske kyniske og hundedyre Jay (Ray Liotta) er nødvendig i et opskruet og kafkask skilsmissesystem, der belønner aggressiv adfærd. Skilsmisse bringer det værste op i selv de bedste mennesker.
Noah Baumbach har været inspireret af sin egen skilsmisse med skuespiller Jennifer Jason Leigh (og ifølge instruktøren selv kan hun godt lide filmen!), ligesom han trak på sine forældres skilsmisse i sin fremragende, sortsynede ‘The Squid and the Whale’ fra 2005. Det personlige engagement har mundet ud i en ekstremt autentisk film, hvor alle følelser, replikker og skuespilpræstationer rammer klokkerent og går lige i hjertet.
Den senere Baumbach har, ikke mindst i samarbejderne med sin nuværende partner Greta Gerwig om ‘Greenberg’, ‘Frances Ha’ og ‘Mistress America’, udviklet et mere optimistisk syn på livet, der er lettere at bære. ‘Marriage Story’ ligger et sted midtimellem. Den er nådesløs og hjerteskærende, som en opdateret blanding af Ingmar Bergmans ‘Scener fra et ægteskab’ og ‘Kramer vs. Kramer’, men minder også om Woody Allens ‘Annie Hall’ med sin humor, romantiske nostalgi og kampen mellem østkyst og vestkyst. Det er en stående joke, at alle, fra advokater til socialarbejderen, råder Charlie til at flytte til L.A. på grund af »pladsen».
Nogle scener er den rene screwball, som da Nicole med hjælp fra sin befippede søster forsøger at overrække Charlie skilsmissepapirerne på en nænsom måde. En anden kostelig scene involverer en socialarbejder med stenansigt og en løbsk lommekniv.
Intimiteten mellem dem forsvinder heller ikke, selvom ægteskabet er slut. Selv i et skænderi kommer Nicole til at kalde Charlie for ‘honey’. De betror sig til hinanden, hun klipper hans hår og bestiller hans frokost under retsmødet. Humoren og ømheden er kærkomne lyspunkter i den uundgåelige tragedie. Af samme grund er åbningsmontagen også essentiel – mens vi forstår, hvad der har opløst ægteskabet, giver den os håb om, at de trods alt kan finde hinanden i en fordragelig skilsmisse.
Scarlett Johansson og Adam Driver leverer begge deres livs præstationer – og det er store ord. Driver har fået mest Oscar-buzz, og det er også fuldstændigt hjerteskærende at følge hans stigende desperation over at blive revet væk fra sin søn og hans langsomme erkendelse af sine egne fejl. Men Johansson er lige så fabelagtig som den usikre og sårbare kvinde, der begynder at genfinde sig selv og sin kreative energi i sit nye liv, selvom det gør ondt at sige farvel til det gamle.
Efter sine mange år med Marvel og tvivlsomme projekter som ‘Girls Night Out’ og ‘Ghost in the Shell’ er det skønt at se hende udfolde sit dramatiske talent igen.
Kort sagt:
Adam Driver og Scarlett Johansson vil knuse dit hjerte i Noah Baumbachs mesterlige, rørende, autentiske, bittersøde og vanvittigt velspillede skilsmissedrama, der bringer mindelser om de bedste dramaer fra 1970’erne.