’Noia’: Ny DR3-serie er et mikrokosmos af stoffer, raves og hallucinationer
Veninderne Nadia og Bess’ verden består af at feste, danse, indtage stoffer, tage hjem og sove i deres fælleslejlighed og måske lige nå en vagt på et skodjob, inden de gør det hele én gang til. I hele første halvdel af åbningsafsnittet af DR3’s nye ungdomsserie ’Noia’ er vi til rave, inden vennegruppen rykker festen videre ud i lyset i formiddagstimerne og til sidst ender i deres delte lejlighed i et betonbyggeri, i badekarret med en joint.
De er unge, og det er sjovt, og det varer for evigt. Så da Nadia begynder at få mareridt og hallucinationer, er det bare en grænse, man skal presse sig igennem og om på den anden side af, videre til den næste fest og forsvinde ind i stofferne igen. Men samtidig begynder Bess at tale om arbejde, kærester og fremtidsplaner. Hun læser ’100.000 ord mod den heteroseksuelle verdensorden’, mens Nadia sidder ved siden af og ser ’Nak og æd’. Det skulle være en rolig aften derhjemme, men Nadia har kombineret sin aftensmads skål havregryn med stoffer, og snart står naboerne og banker på døren for at få dem til at skrue ned for musikken.
’Noia’ – skabt af Camilla Ramonn baseret på egne oplevelser – udspiller sig i en specifik ungdomskultur, som nok især er genkendelig, hvis man er bosat i en dansk by stor nok til, at Skat fra helvede-t-shirts ikke er et særsyn i bybilledet, og det er muligt at frekventere raves, hvor (som det er tilfældet i serien) folk som Esben Weile Kjær er dj. Det er en bestemt måde at klæde sig på, tale på og feste på, som ikke har meget til overs for rigide binære kønskoder og konformitet. Og det er en styrke ved serien, at den er centreret så specifikt omkring én måde at være ung på.
Bess (Levi Eja Roepstorff) og Nadias (Frederikke Dahl Hansen) samliv er nærmest symbiotisk og bevæger sig ikke uden for det mikrokosmos, der udgøres af lejligheden, festerne og de locations, de vilde nætter fører dem hen mod – fra plastiksæderne i en kanalrundfartsbåd til taget af et hotel.
De er dragende selskab, og det er en øm og intim skildring af den slags venskaber, der opstår, når man starter på at skabe sit eget liv og finder sine egne faste holdepunkter. De deler badeværelse og en skål spaghetti med ketchup til aftensmad, hjælper hinanden med at vælge tøj og klippe baglommer ud af bukserne. Vi kommer så langt ind i deres hermetisk lukkede univers, at ømheden og sårbarheden er nem at mærke, og man kan se alle uperfekthederne i den trætte teenagehud, som den ser ud, når man ikke har sovet i 20 timer.
Derfor er det også nemt at forstå, hvorfor Nadia oplever det som skræmmende, når der pludselig er sprækker ud til omverdenen, og hun føler verden omkring sig forsvinde. Pludselig er hun udenfor, hende den irriterende, der ikke kan fornemme, hvornår aftenen er slut, og hun har drukket meget mere end alle andre. Hvornår blev de alle sammen så kedelige?
I en scene bliver hun pludselig smidt ud fra den fest, hvor Bess er blevet inviteret ind af en potentielt kommende kæreste. Og Nadias løsning er at finde flere stoffer, der kan holde den forstyrrende virkelighed på afstand.
Man fornemmer, hvilken vej spiralen kommer til at gå, og generelt er der en vis forudsigelighed over ’Noia’. I modsætning til den tilværelse, Nadia og Bess lever, er serien både visuelt og fortællemæssigt temmelig konventionel. I både de sanseomtågede fester og i Nadias manglende evne til at skelne virkelighed fra fantasi var der ellers rum for at eksperimentere, udfordre og provokere mere. Den kunne sagtens have haft større armbevægelser, men halvvejs inde er ’Noia’ dog stadig pirrende selskab.
Kort sagt:
’Noia’ er på vej det helt rigtige sted hen med sin intime skildring af Nadia og Bess’ venskab i en verden af fest og stoffer, men man kan håbe på flere eksperimenter i anden halvdel af sæsonen.
Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.