Skat fra Helvede har givet genbrug et genkendeligt ansigt: »Vi ved, at alle i den vestlige verden har så meget tøj liggende, som de ikke går med«.

Hvis du har frekventeret Bakken i Kødbyen det seneste års tid, eller hvis du let kan bruge timevis på at følge mærkelige afveje i Instagrams uendelige billedgrotte, så er du måske stødt på det lettere aparte ansigt. Sikkert trykt på en t-shirt.

Pandehåret hænger lidt som gardiner i panden på stregtegningen. Øjnene føles for små, mens det stivnede smil er bredt. Uden at skulle lyde fordømmende, så giver navnet, der ofte er trykt over ansigtet, mening: Skat fra helvede.

Selvom der er noget næsten dæmonisk over ansigtet, så opstod det og navnet ret tilfældigt og ud af noget mere uskyldigt.

»’Skat, for helvede’ bliver bare sagt fucking meget i København. Det er næsten en talemåde, som er fordømmende, men samtidig også meget kærlig. Vi startede med at kalde det det. Så gik vi og legede med ordene, og så blev det til Skat fra helvede. Så skrev jeg det i en Facebook-status, og så var det bare det«, fortæller Emil, som er den ene af to fyrer, der sidder over for mig i en stor lejlighed på Frederiksberg.

Den anden er Mads. De er begge i 20’erne og vil helst ikke hedde andet end deres fornavne, selvom i hvert Emil er et semikendt ansigt i den københavnske (og dele af den internationale) modeverden. Sammen har de skabt tøjmærket – eller -projektet – Skat fra helvede, der lettest kendes på logoansigtet, men også igennem et hav af vilde designpåfund.

»Det startede med at skulle være et slags skulderklap til piger, som vi tænkte lige skulle have lidt støtte. Så tegnede jeg logoet«, siger Mads.

Emil: »Jeg tror, det er en københavnsk pige, som går for meget i byen og ikke rigtig ved, hvad hun skal. Men det er også en dreng. Altså, Skat er intetkøn«.

Mads: »Skat er alle«.

Emil: »Det handler om at være ung i København«.

Mads: »Ikke rigtig vide, hvad man skal. Måske arbejde 37 timer i en tøjbutik og drikke sig ned, når man har fri«.

Ordene flyver hurtigt mellem dem, og man fornemmer næsten, at de improviserer sig frem, når de fortæller om starten på deres fælles designprojekt, som i løbet af det seneste år i den københavnske kreative undergrund og nattelivet.

Spontanitet er netop kodeordet i både den måde, Skat fra helvede startede på, og den måde de arbejder på. Faktisk er det nøglen til hele projektet.

Siden de mødtes mere eller mindre tilfældigt til en champagnebrunch, hvor Emil ikke var klar over, at Mads og halvdelen af selskabet kom direkte fra byen, og blev enige om, at de skulle lave noget sammen, har de mødtes én gang om ugen.

»Jeg tog nogle left-over ting med, og Mads havde en hel masse lort liggende, og så lavede vi den der buksejakke«, fortæller Emil om deres første møde og resultatet, som er blevet foreviget på Instagram.

Fra gammelt til nyt

Frederiksberg-lejligheden bevidner både produktiviteten og spontaniteten. I det ene rum er der en symaskine på et bord, mens der over for står materialer til farvning og logotryk. I rummet ved siden af er væggene graffitimalet, så man genkender dem fra nogle af billederne på Skat fra helvede-Instagram-profilen.

Som et andet højtprofileret tøjmærke har de brugt logoansigtet til at sprede kendskabet til mærket og skabe genkendelighed, men Skat fra helvede handler mindst lige så meget om de mere kreative og vilde kreationer, som Mads og Emil hele tiden får nye ideer til. Det er især her, at spontaniteten kommer ind i billedet.

Den røde tråd er, hvad modebranchen ynder at kalde upcycling, altså at tage noget eksisterende tøj og i stedet for at recycle/genbruge det (eller smide det ud), så laver de det om til noget andet og giver det nyt liv. Alle logo-t-shirt er for eksempel gamle trøjer, som bliver bleget og/eller farvet, før det genkendelige ansigt påtrykkes.

»I starten spurgte vi vores venner om at give os tøj. Der er så mange, der har tøj nok til tre familier«, siger Mads.

»Det er meget ryggraden i det«, istemmer Emil. »Selvom vi har det virkelig funny med det her projekt, så har vi virkelig en interesse for tøj. Det berører os selvfølgelig også, at der nu er så meget snak om, hvor stor en miljøsynder tøj er. Vi ved, at alle i den vestlige verden har så meget tøj liggende, som de ikke går med. Det er vores take – at sørge for at det ikke ligger i en kælder«.

Mads: »Man kan hurtigt fylde en sort sæk med tøj fra ens venner. Det gjorde vi for at have en base«.

Emil: »Vi går også ud i genbrugsbutikker. Vi havde en dag, hvor vi tog hele Vestegnen og gik i alle Røde Kors-butikker for at finde nogle grineren ting. Det er meget 90’er-00’er-agtigt. Paris Hilton er vores nummer ét muse. 00’er-Paris Hilton med lavtaljede bukser og navlepiercing. Det er viben«.

OG-realitystjernen er måske ikke det første, man tænker på, når man kigger Skat fra helvedes Instagram igennem, men der er måske det samme glimt i øjet og lyst til at gøre, hvad man vil.

En dunjakke med et gennemsigtigt ydre og kig ind til dunene er ét eksempel. En striktrøje som nederdel og stumpet, farvet denimjakke er andre eksempler fra deres første lookbook, hvor de solgte hver kreation direkte fra Instagram, hvilket de stadig gør.

Gør hvad du vil med tøj

Mens Emil tidligere har haft og har andre tøjmærker og går på den Økologiske Produktionsskole, hvor han lærer at blive bedre til at sy og fremstille tøj, så er Mads’ tilgang ret d-i-y. Han har længe lavet ting til sine venner.

»Jeg har lært at sy på Youtube«, siger Mads. »Emil er teknisk meget bedre, end jeg er. Så det, han lærer på skolen, kan han også tage herhen, så jeg ikke behøver at være på Wi-Fi for at lære at drapere. Vi lærer af hinanden, ikke bare at turde ting, men også teknisk at udføre dem«.

»Det er der gode konkrete eksempler på«, siger Emil, imens han prøver at finde en skjorte frem fra tøjbunkerne.

»Jeg havde en idé om at prøve at få kraver på ærmerne, så når du tager den på, er der en skjorte mere. Den havde jeg tegnet, og så kunne jeg godt sætte mig ved konstruktionsbordet og prøve at udvikle den her idé, og det ville jo tage mange timer. Her kunne jeg finde nogle gamle, hvide skjorter og bare gøre det. For den kreative proces er det et godt rum til at prøve ideer af. Du får mulighed for at se noget hurtigt«.

»Hvis man har en idé, så kan man hurtigt finde ud af, om det fungerer eller ej. Det gør det nogle gange – nogle gange ikke«, tilføjer Mads og griner.

»Vi vil gerne give folk lyst til at gå i lidt mere specielt tøj. Der er jo mange, som synes, det er for meget med kæmpe tie-dye. Men vi vil få folks øjne op for, at det kan være androgynt, og man kan gøre, hvad man vil med tøj. For folk er sgu lidt kedelige«.

Han fortsætter: »Folk i modebranchen har det med at tage sig selv meget seriøst. Man kan godt lave ting, som er fede, men stadig med et smil på læben, og for alle, selvom de ikke har 100.000 følgere på Instagram.

Vi har også tilgængelige priser. Alle skal kunne føle sig seje – og det gør man jo, når man har en trøje, der kun er én af, og som folk, der har 100.000 følgere, også går i«.

Emil: »Vi skal stoppe den dag, vi føler, at der er nogen, der ikke bør gå i Skat. Så er vi fucked. Så har vi tabt tråden. Alle dem, vi synes, er kiksede, må gerne gå i Skat«.

Håber I at vise folk, hvor let de selv kunne gøre noget med deres ubrugte tøj?

Emil: »Ja, helt klart. Altså folk i København ved godt, at genbrug er the shit, men hvis du tager regionaltoget i 20 minutter til der, hvor jeg er vokset op på Vestegnen… Altså, min lillesøster bliver drillet, fordi hun går i genbrugsbutikker. Så vi vil også gerne vise, at du kan se sindssyg ud med tøj, der allerede findes. Det, der bliver lavet af de mærker, du idoliserer, er kun med fokus på økonomi og på at ramme eller skabe en trend. Så du mister dig selv i det«.

Mads: »I København er der jo flere steder, hvor en genbrugs-t-shirt koster det samme som en ny. Det skal ikke være dårligere at købe en genbrugs-t-shirt. Det er også derfor, vi har lavet et brand, i stedet for bare at sælge genbrugstøj – for at kunne give det ny værdi«.

Emil: »Det handler om at bruge alle de tekstiler, der er i verden. For vi behøver ikke at lave flere i mange år. Der er jo nok tøj«.

De slår dog begge to fast, at de ikke er på et eller andet bæredygtigheds-trip.

»Det er genbrug, fordi vi gerne vil have, at folk skal tænke på en anden måde. Men det er også bare et tøjmærke, som laver fedt tøj«, siger Mads.

»Det er også personligt. Det er meget sjovere for folk at købe en t-shirt, som er deres Skat fra helvede-t-shirt. Der er ikke to ens. Det er også lidt, som om folk bliver venner med Skat, når de får en trøje«.

»Det er din nye kæreste«, siger Emil.

Det personlige er vigtigt – også i produktionen af tøjet. Det handler om at have det sjovt og prøve en masse ting af. De mødes kun én gang om ugen og når det, de når. De har begge andre projekter, så Skat fra helvede er på mange måder mere et kreativt åndehul end et stålsat projekt.

»Jeg tror, der kommer nogle federe ting ud af det, når man tester alt og bare prøver ting af. Ellers kan man blive nervøs for, at det fucker op. Det værste, der kan ske, er jo, at folk ikke køber det – og så har vi stadig fået prøvet det af«, siger Mads.

Fra Bakken til sengetøj – Skat skal brænde ud

Den afslappede og spontane tilgang betyder dog ikke, at de ikke sætter sig mål. Dem har de faktisk mange af, og tidligere i år nåede de et af dem, da de lavede et samarbejde med natklubben Bakken i Kødbyen.

Mærket blev til foran Bakken, og tøjet er oprindeligt lavet til pigerne inde på klubben, fortæller Mads. »Det er meget den æstetik, vi har«.

»Skat fra helvede er jo det nye Kødbyen. Det var vores slogan i lang tid«, siger Emil.

»Vi fandt på at samarbejdet kunne hedde Skat fra Bakken«, fortæller Mads.

Emil: »Inde på Bakken er der en ikonisk nøglering, som de uddeler i starten af året og som gør, at du kan springe køen over. Det, vi pitchede, var, at t-shirten skulle fungere som nøgleringen, så du også kan springe køen over. Det gør den også, men der er ikke så mange, der ved det. Vi har ikke fortalt det«.

Mads: »Vi kunne godt lide ideen om de her folk, som står bag en kontainer klokken to om natten og skrifter trøje, fordi de skal på Bakken. Det blev en realitet.

Det var første gang, hvor folk kunne komme til en reception, og Skat fra helvede sådan rigtigt var noget, der fandtes. Internettet og Instagram kan godt hurtigt blive lidt abstrakt, hvis man har et tøjmærke. Det er altid en milepæl, når man ser nogen på gaden med ens tøj på«.

Historien får dem allerede til at tænke på andre planer.

Mads: »Vi har også tænkt os at lave sengetøj til folk, så de kan komme hjem og putte med skat«.

Emil: »Det skal vi lige have eksekveret. Til alle singlerne«.

De har generelt optur i den time, hvor de fortæller mig om tankerne bag projektet. Energien er ikke til at tage fejl af. Og det handler om at skabe, mens den er der.

»Det er så langt fra et livsprojekt, som noget kan være«, slår Emil fast.

Mads: »Præcis. Det er også det, der er det fede i det. Selvfølgelig står vi 100 procent inde for det, men man kan også gøre, hvad fuck man vil, fordi der ikke er nogen, som har en masse investeret i det«.

Emil: »Det er grundlæggende for hele præmissen«.

Mads: »Det er ikke et evighedsprojekt. Skat findes nok ikke i 2025, men til gengæld har vi så nået mange ting, som andre tøjmærker måske ikke når, fordi vi bare gør det«.

Emil: »Skat skal brænde ud. Vi skal brænde helt ud med den energi. Vi vil gerne printe så meget tøj som muligt. Vi vil gerne nå – i den tid vi stadig synes det er sjovt – at skatte, som vi kalder det, så meget tøj som muligt«.

Mads: »Drømmescenariet er næsten, at man kan tage ud på Vestegnen om fem år og så finde Skat for helvede-t-shirts i en genbrugsbutik. Så er det gået full circle«.

Læs også: Min stil: Mød Jeuru, dansk modes nye yndling: »Jeg har taget en masse swagger med fra gaden«