DR3’s nye ’Noia’ bygger på Camilla Ramonns eget ecstasy-mareridt

Det startede som en drøm og endte i et mareridt. I den nye DR3-serie ’Noia’ har den debuterende instruktør Camilla Ramonn omsat sin egen fortælling til en pulserende, rå ungdomsfortælling i det københavnske ravemiljø. »Jeg kunne godt tænke mig at bruge min historie til at starte en dialog omkring stoffer«, fortæller Ramonn, som skulle have nogle seriøse krammere undervejs for at komme igennem optagelserne på den, forhåbentligt, dagsordensættende serie.
DR3’s nye ’Noia’ bygger på Camilla Ramonns eget ecstasy-mareridt
Frederikke Dahl Hansen i Camilla Ramonns 'Noia'. (Foto: Balthazar Hertel)

»Det var bare sådan: Wauw. Ingen problemer. Alt var dejligt. Ingen ensomhed«.

Sådan beskriver Camilla Ramonn sin første oplevelse med ecstasy, som hun blev introduceret for, da hun i en ung alder flyttede fra Nordjylland til London.

Med en opvækst på Aalborgs hårde østside havde Camilla Ramonn været vant til at drikke sig fuld og feste igennem natten lang. Men alkoholen var intet at sammenligne med den verden af stoffer, der ramte som en næsten orgasmisk åbenbaring og vendte op og ned på hendes liv.

I starten var tiden i Londons undergrund én lang fest. Men efterhånden som stofferne blev flere, begyndte virkelighed og drøm at smelte sammen til en mareridtsagtig tilstand, der i sidste ende skubbede Ramonn helt ud til kanten og sendte hende på flugt fra sit liv tilbage til Danmark.

Her kastede hun sin kærlighed over filmmediet og blev i 2007 uddannet som producer fra Den Danske Filmskole. Efterfølgende hun tog springet fra produktion til instruktion og har nu, knapt 20 år efter oplevelsen i London, omdannet sin historie til en rå og sanselig coming of age-serie, ‘Noia’, som nu kan ses på DR.

I serien møder vi Nadja, hvis virkelighed skrider, i takt med at stofforbruget vokser. Indeni raser dæmoner, der er usynlige for omverdenen og bedsteveninden/livlinen Bess, som begynder at trække sig ud af deres ellers intime relation.

Detaljer er ændret, og sen-90’ernes undergrunds-London er skiftet ud med et pulserende samtidsportræt af det københavnske technomiljø. Men overordnet er historien om Nadja også historien om Ramonn og hendes følelsesmæssige rutsjetur i en euforiseret verden af highs og lows.

Stoffer, der opløser virkeligheden

Nadja er baseret på dig og din historie. Hvorfor ville du gerne omforme dine egne oplevelser til en serie?
»Før jeg overhovedet begyndte at tænke på at lave film, har denne her historie ligget der. Som noget, jeg bare måtte fortælle. Generelt interesserer jeg mig meget for mennesker på kanten, fordi jeg selv er vokset op et sted og har været i miljøer, hvor der er mange, der har det svært.

Jeg vidste ikke, at den kreative klasse fandtes, før jeg opdagede den på filmskolen. Jeg kommer med noget andet og har derfor nogle andre historier at fortælle, og det her er en af dem.

Men jeg ville også fortælle min historie, fordi jeg håber, at nogen kan bruge den til noget. Vi behandler stoffer, som om det er noget hemmeligt, der ikke eksisterer, men de er jo allevegne. Jeg kunne godt tænke mig at bruge min historie til at starte en dialog omkring stoffer og afhængighed for at hjælpe unge mennesker på randen af misbrug til at komme ud. Hvis min historie kan bruges til det, giver det på en måde også mening for mig, at jeg selv har gennemlevet den«.

… Og hvorfor har du valgt, at det skulle være en serie til unge?
»Jeg havde faktisk ikke oprindeligt tænkt på historien som en ungdomsserie. Jeg havde bare tænkt, at hovedrollerne skulle være i start-20’erne. Jeg interesserer mig meget for den periode i vores liv, hvor vi gennemgår en sindssyg udvikling, og hvor alt er så voldsomt dramatisk«.

Frederikke Dahl Hansen og Levi Eja Roepstorff i ‘Noia’. (Foto: Balthazar Hertel)

Nadja har nogle indre dæmoner, som manifesterer sig på forskellige måder. Hun får mareridt og til tider er det, som om hun bliver hjemsøgt af noget udefra. Er det en visualisering af, hvordan du selv havde det, da stofferne tog overhånd?
»Jeg havde selv en oplevelse af, at noget var til stede omkring mig hele tiden og var efter mig. Så det ville jeg gerne vise filmisk på en uhyggelig måde, uden at det nødvendigvis skulle være super horror-agtigt.

Jeg fik selv mareridt, og min virkelighed begyndte at opløse sig mere og mere, jo flere stoffer jeg fik. Jeg begyndte at se ting og havde det, som om virkelighed og drøm smeltede sammen. Men det interessante er, at de der fucked up mareridt også hjalp mig til at blive vækket. Det var, som om de prøvede at se, hvor langt de kunne skubbe mig ud, før jeg stoppede. Det har jeg også prøvet at overføre til serien, hvor noget hjemsøger Nadja og prøver at vække hende«.

No bullshit-intimitet

Historien er bygget op omkring venskabet mellem Bess og Nadja, som er ekstremt tætte, indtil Nadjas dæmoner og en anden kvinde kommer imellem dem. Hvorfor har du valgt at sætte deres venskab i fokus?
»Det er fuldstændigt selvbiografisk. Også med den ekstreme nærhed, der er imellem dem, hvor de snaver, krammer og går i bad sammen. Min egen oplevelse var, at man kommer utroligt tæt på hinanden i det her miljø. Der er ikke noget filter. Og noget af de hårdeste for mig ved at sige farvel til stofferne, var faktisk, at jeg skulle sige farvel til min veninde, som jeg boede sammen med i London. Vi snavede ikke eller gik i bad sammen, men vi var ekstremt emotionelt forbundne.

På en måde er nærheden og ærligheden noget af det smukke ved stofferne. De skaber en no bullshit-intimitet, som jeg egentlig godt kan lide, og som jeg selv skulle lære at give slip på efterfølgende. Så det var faktisk en lang rejse for mig at lære at interagere med folk på et mere normalt niveau«.

Har det ikke været hårdt for dig at rippe op i fortiden med arbejdet på serien?
»Det har i hvert fald været vildt både i manusfasen og på set at skulle lave scener, der er næsten én-til-én-oplevelser fra mit eget liv. En gang imellem blev jeg ramt og skulle lige ud og have nogle seriøse krammere fra producerteamet. Fordi det simpelthen var overvældende at stå og mindes perioder, hvor jeg mindes min egen detour«.

Frederikke Dahl Hansen. (Foto: Balthazar Hertel)

Miljøet har behandlet dig hårdt. Skal serien ses som en kritik af technomiljøet og de stoffer, der følger med?
»Hmm. Egentlig vil jeg bare rigtig gerne vise, hvordan min rejse har været i det miljø. Det er ikke en løftet pegefinger over for, hvordan andre har eller bør have det i miljøet. Der er jo også Bess og andre i serien, der har det godt, trives og nyder den fede stemning. Det ville jeg også vise, fordi det er super unuanceret, hvis man ikke prøver at få begge sider med.

Så jeg har egentlig bare prøvet at vise miljøet på godt og ondt. Som himmel og helvede, fuld af kontraster, som jeg har oplevet det«.

Nadja spilles af Frederikke Dahl Hansen, der er kendt fra ‘Heartless’ og ‘Danmark’, mens rollen som bedsteveninden Bess indtages af ‘Team Hurricane’-skuespiller Levi Eja Roepstorff. Hvorfor har I valgt netop de to til rollerne?
»Frederikke er aldrig selv kommet i technomiljøet, men det er, som om hun har adgang til et sted, som jeg kender godt derfra. Et sted, hvor man kan være en slags forhøjet udgave af selv. Det kan hun bare helt naturligt gå ind i, og det synes jeg er helt vildt at overvære. Og så synes jeg bare, hun er en af sin generations stærkeste skuespillere, fordi hun bare er helt real.

Det er sjovt med Eja, fordi hun spiller den ansvarlige i serien, men faktisk er hun fire år yngre end Frederikke og er ny i branchen. Hun var helt rolig, da hun kom ind til audition. Det er, som om hun har en ældre sjæl indeni, og det var bare helt naturligt, at hun blev den omsorgsfulde af de to. Og så ser hun jo for cool ud, altså!«.

Serien ligger i grænsen mellem socialrealistisk drama og psykologisk thriller. Hvordan vil du selv karakterisere stilen?
»Jeg ville kalde den rå, sanselig, poetisk og dokumentarisk. Jeg er inspireret af engelsk socialrealisme og leder hele tiden efter noget, der er helt ægte. Jeg er mod konstruktion. Eller. I mine egne værker kan jeg i hvert fald ikke lide, når noget er opstillet meget stift. Jeg kan godt lide at arbejde med et hold, som er meget intuitive, for det er jeg også. Det skal være organisk, autentisk, og der skal være plads til, at andre kan spille ind«.

I praktik hos en mester

Du siger, du er inspireret af engelsk socialrealisme. Hvem er dine inspirationskilder?
»Da jeg gik på Film- og Medievidenskab og blev præsenteret for Ken Loachs ‘Cathy Come Home’, som har været med til at ændre hjemløseloven i England, var jeg bare sådan: What the fuck? Kan man bruge kunst på den måde til at ændre noget politisk? Derefter måtte jeg bare søge ind på Filmskolen.

Senere var jeg så afsindigt heldig at komme i praktik på Ken Loachs selskab, hvor jeg sad med i klipperum på ‘The Wind That Shakes The Barley’, som vandt Guldpalmen i Cannes året efter. Det var helt sindssygt, og jeg sugede alt til mig som en svamp.

Nogle år senere opdagede jeg Andrea Arnold og var igen helt blæst bagover. Hun er mere politisk på et menneskeligt plan og beskæftiger sig med mennesker på kanten på en poetisk måde. Jeg har været meget inspireret af hendes ‘American Honey’ i ‘Noia’, hvor jeg, ligesom hende, arbejder med amatørskuespillere, organisk levende kamera, sanselighed og musik.

Jeg har hapset det, jeg synes var stærkest fra folk, jeg godt kan lide, og gjort det til mit eget«.

Frederikke Dahl Hansen i ‘Noia’. (Foto: Balthazar Hertel)

Universet, du får skabt, og miljøet ligger jo langt fra andre ungdomsserier som for eksempel ‘Skam’. Tror du, det er et univers, mange unge kan relatere til?
»Først og fremmest havde jeg det sådan: Jeg vil sgu ikke lave ‘Skam’. Den serie er lavet, og selvom jeg godt kunne lide den, var det faktisk ikke en verden, jeg kendte til. Det er ikke sådan, jeg har oplevet livet.

Det er et fåtal, der har været i technomiljøet, men der er så mange, som drikker sig fulde hver weekend og tager rusmidler for at blive høje. Så det er nok der, serien bliver relatérbar, og det er det, jeg gerne vil skabe en dialog omkring. Og så er jo primært venskabsforholdet mellem de to unge kvinder, som de unge forhåbentlig hooker sig på.

Men jeg har det grundlæggende sådan, at jeg som filmskaber bliver nødt til at fortælle om noget, jeg selv kender til. Og så ser jeg det faktisk også som min rolle at åbne op ind til miljøer, som for mange er ukendte. Fordi det er der, jeg selv kommer fra og kan byde ind«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af