’Just Mercy’: Dødsstrafdrama med Michael B. Jordan og Jamie Foxx drukner i svulstig idealisme
Der er et filmisk valg i det amerikanske retsdrama ’Just Mercy’, der opsummerer filmens store problem:
En Vietnam-veteran, der i årevis har siddet på dødsgangen i Alabama, placeres i den elektriske stol. Forud er gået en emotionelt intens optakt, da det er meningen, vi skal have sympati for manden. Han er dømt for at slå en kvinde ihjel med en bombe, men filmen lader os forstå, at han først og fremmest ikke er en morder, men et PTSD-ramt offer for systemet, der aldrig har fået den hjælp, han har brug for.
Da dommen endelig skal eksekveres, ser vi imidlertid ikke selve henrettelsen, men følelserne og forfærdelsen hos dem, der kigger på. Men bør en film, der som ’Just Mercy’ vil kritisere den amerikanske dødsstraf, ikke også vise den ultimative konsekvens af en sådan dom? Altså selve straffen og ikke blot med vanlig Hollywood-patos gå efter tårerne frem for chokket?
Set i relation til resten af filmen overrasker det dog ikke, for ’Just Mercy’ er en påfaldende konventionel, forsigtig og kedelig omgang. Manden bag kameraet er Destin Daniel Cretton, der er mest kendt som instruktøren bag det vellykkede indiedrama ’Short Term 12’ fra 2013. Der viste han sig som en overbevisende instruktør med et stærkt bankende hjerte for samfundets svageste og de personer, der vier deres liv til at hjælpe dem.
Det sociale hjerte banker i den grad stadig i ’Just Mercy’, der er baseret på den sande historie om advokaten Bryan Stevenson (Michael B. Jordan), der i slut-80’erne/start-90’erne assisteret af Eva Ansley (Brie Larson) førte retssager på vegne af sorte indsatte, der uretfærdigt var dømt til døden i Alabama. Men hvor Cretton ideologisk set er beundringsværdig, er han det i mindre grad æstetisk, særligt i denne film, der udfolder sig som et klassisk eksempel på den amerikanske idealisme, hvor det gode er så godt, at det nødvendigvis må sejre til sidst.
Det er man aldrig rigtigt i tvivl om undervejs, og derfor er filmens centrale konflikt – kan idealisten forblive idealist i mødet med virkeligheden – heller aldrig særlig spændende, for ja, det kan han godt.
Og idealisten er altså føromtalte Stevenson. En ung sort mand, der er avanceret til »de hvide drenges klub«, Harvard, men som siger nej til en række lukrative tilbud for i stedet at flytte til Monroe County, Alabama (der med en til filmen passende svulstig symbolik også er stedet, hvor Harper Lees ’To Kill A Mockingbird’ udspiller sig), for at kæmpe for retfærdig rettergang for de indsatte på dødsgangen. Til en dårlig løn og udbredt misbilligelse fra lokalsamfundet. Forud er gået et formativt møde med en dødsdømt sort mand, der bliver Stevensons store motivation, for »det kunne have været mig«, som han siger.
Down south oplever han da også, at advokattitlen og jakkesættet ikke ændrer ved, at han for de fleste først og fremmest er sort. Her bryder man sig generelt ikke om sorte, der er lidt for meget fremme i skoene, da det jo ikke harmonerer med det racistiske verdensbillede. Ingen har måttet sande det mere end Walter McMillian (Jamie Foxx), hvis sag bliver filmens store omdrejningspunkt. Beviserne for, at han skulle have dræbt en hvid teenagepige, er tæt på ikkeeksisterende, og man får da også hurtigt det indtryk, at han snarere er dømt for at være sin egen chef og ikke mindst for at have været i seng med en gift hvid kvinde. Den slags går ikke ustraffet hen.
At racismen er velintegreret i institutionerne erkender Stevenson også, da han på en køretur ser, hvordan sorte fangearbejdere bliver sat til at lave manuelt arbejde i markerne. Pointen er klar og tydelig: Slaveriet er overlevet i straffesystemet under nye former. Og på dødsgangene, hvor der næsten udelukkende sidder sorte fanger, er cellerne så klinisk hvide, at metaforikken heller ikke er til at tage fejl af.
Der er ingen tvivl om, at ’Just Mercy’ generelt lykkes med at skabe en stærk fornemmelse af uretfærdighed – omvendt er det så måske, hvad man som minimum kan forlange af en fortælling, hvor linjerne er trukket så skarpt op.
’Just Mercy’ er trods sin sociale indignation grundlæggende en optimistisk film, der ender med at bekende sig til en tro på, at vi alle genkender sandheden og retfærdigheden, når vi møder dem. Det er bestemt ikke en overbevisning, jeg er ude på at punktere, men lige præcis i dette tilfælde slipper jeg dog aldrig mistanken om at være vidne til en virkelighed, der nok mest af alt eksisterer på film.
Kort sagt:
’Short Term 12’-instruktør udlægger den historiske uretfærdighed i det amerikanske straffesystem i dramaet ’Just Mercy’, der dog overdriver sin heltedyrkelse og idealisme.