Blood Music

I en trækiste på et loft, hvor stankelbenene spæner af sted henover lyset fra støvede vinduer, fandt svenske Karl-Jonas Winquist sin mors forkert stavede barndomstegning af det litterære, spanske tågehorn. ‘Don Quite’ er Winquists anden plade under navnet Blood Music, og den byder på samme krusedulle-pop som hans andet band First Floor Power, hvor han delte sangskrivertjenesten med Jenny Wilson.

De tolv sange er skrevet og indspillet på samme antal dage med mange gæster, der sikrer en virkelig rig instrumentering. Winquist er en ufiltreret musiker, der griber kunsten an med samme uspolerede nysgerrighed som et barn, hvorfor slægtskabet til Jonathan Richman, The Shaggs og Daniel Johnston er tydeligt.

Et unikt aspekt ved Winquist er, at hans tekster diskret fremviser ualmindelig indsigt og medfølelse. I ‘Okt/Nov’ prøver han til og med at forstå barylerne, der ruller ham på åben gade. Og i ‘A Telegram For Rose-Marie’ foreslås det, at de tre kan blive de nye Fugees for den enlige mor, som telegrammet er henvendt til.

Sangene på ‘Don Quite’ forsøger ikke være underlige. Det er de bare. Som at blive rykket i benet af et barn, fordi nu er det altså høje tid til skattejagt. Som at lytte til bedstemors fortællinger over kaffen om hvordan 2. Verdenskrig egentlig var. Blood Music afdækker glæden ved de små betydningsfulde ting i tilværelsen, som man glemmer at tænke over.